Sundt fodtøj fra det danske mærke Ecco bliver ikke billigere, sådan som der ellers var udsigt til.
Et flertal af EU's medlemslande har netop stemt for EU-Kommissionens forslag om at forlænge straftold på lædersko fra Vietnam og Kina frem til april 2011, selvom der tidligere i processen var udsigt til, at tolden nu skulle afskaffes.
Straftolden betyder, at danske producenter såsom Ecco, der har flyttet produktionen til det asiatiske marked, fortsat skal bløde en straftold på 16,5 procent på kinesiske sko og 10 procent på fodtøj fra Vietnam, når de importeres til det europæiske marked.
Resultatet af tirsdagens afstemning på rådsmødet er et nederlag for europæiske og danske erhvervs- og handelsorganisationer, som har kæmpet stærkt mod skotolden, siden den blev indført i 2006.
- Det er et meget skuffende resultat. Den danske regering har gjort et godt stykke arbejde for at fastholde flertallet imod kommissionens forslag, men nu forlænges tolden. Det er til skade for danske importører og forbrugere, da den giver højere priser, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Kristoffer Klebak.
Han peger videre på, at man med skotolden straffer virksomheder, der har taget bestik af globaliseringen og flyttet skoproduktionen til Kina og Vietnam for i stedet at fokusere på for eksempel design, branding, distribution og salg.
EU-Kommissionen har i hele forløbet ønsket at fastholde straftolden for at beskytte europæiske skoproducenter, som mener, at de asiatiske skoproducenter dumper priserne for at komme ind på det europæiske marked.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde