Danskerne letter lidt på fjernbetjeningen

Husalteret har mistet menighed i det første halvår af 2011. For første gang i fire år bruger danskerne fjernbetjeningen lidt mindre.

Hver dansker over 3 år ser "kun" tv i 3 timer og 20 minutter - hver dag. Det er 3 minutter mindre end i første halvår 2010.

Det viser tal fra DR Medieforskning.

- Faldet er størst i gruppen 25 til 34 år og blandt seerne over 55 år. De yngre ser nu fjernsyn i 10 minutter mindre om dagen end for et år siden, mens tallet for den ældre gruppe er 8 færre tv-minutter om dagen, siger medieforsker Niels Marslev fra DR Medieforskning.

Skønt fladskærmen fylder lidt mindre i danskernes fritid, ligger tv-forbruget stadig tårnhøjt. Forbruget er det næsthøjeste, siden Gallup i 1992 begyndte at lave seermålinger. Danskerne ser fjernsyn 43 minutter mere hver dag end for 4 år siden.

DR Medieforskning ser flere forklaringen på, hvorfor danskerne bruger fjernsynet en smule mindre end før.

- Noget af stigningen de foregående år har vi forklaret med, at danskerne har fået adgang til flere kanaler eller har opgraderet deres udstyr med store fladskærme og andet isenkram. Måske er nyhedsværdien aftagende ved det nu, siger Niels Marslev.

Medieforskeren peger også på vejret som forklaring på, at yngre og ældre danskere slukker lidt mere for fjernbetjeningen. Forårets helligdage faldt lidt senere i år, og vejret var fremragende i påsken, så flere grillede i haven i stedet for at se fjernsyn, mener han.

- Endelig havde juni i år ikke samme trækplaster som sidste år - nemlig fodbold-VM. Men til gengæld havde håndbold-VM for mænd mange seere i januar, siger Niels Marslev.

Godt 87 procent af danskerne ser én af DR's tv-kanaler hver uge.

/ritzau/

Yngre og ældre tv-seere bruger "kun" 3 timer og 20 minutter foran husalteret hver.

Offentliggjort Sidst opdateret