Danskerne skal måske stemme om forsvarsforbehold snart
Foto: Polfoto, arkivfoto
Polfoto, arkivfoto
Danmark skal kunne deltage i flere internationale operationer, mener regeringen, der har bred opbakning.
Inden jul skal danskerne stemme om det ene af de fire EU-forbehold, retsforbeholdet. Det ligger fast. Men måske kommer der endnu en afstemning om et forbehold i nær fremtid.
Dagbladet Information skriver, at regeringen ønsker at følge den kommende folkeafstemning om retsforbeholdet op med en tilsvarende afstemning om det danske forsvarsforbehold.
- Regeringen ønsker forsvarsforbeholdet ophævet. Det er også den seneste forsvarskommissions anbefaling, og den tilslutter vi os, siger forsvarsminister Carl Holst (V) til Information.
Avisen skriver, at Venstres forsvarsordfører, Peter Juel Jensen, mener, at det bør ske "hurtigst muligt". Det er dog ikke klart, hvilken tidshorisont han forestiller sig.
- Forsvarsforbeholdet begrænser Danmarks mulighed for at deltage i EU's fredsbevarende operationer, og den begrænsning ser vi gerne fjernet, siger han.
Et flertal i Folketinget går ind for at afskaffe forsvarsforbeholdet, som siden 1993 har forhindret Danmark i at deltage i EU's forsvarssamarbejde.
- Vi lever i en mere og mere urolig verden, hvor det er vigtigt, at Danmark har mulighed for at deltage i internationale missioner sammen med vores allierede i EU, siger Socialdemokraternes forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen.
Han peger især på en række fredsbevarende EU-missioner på Balkan og i Afrika, hvor Danmark efter hans mening burde have været med.
Også Radikale og SF ønsker at komme af med forbeholdet, og det samme gør De Konservative. Partiets forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, understreger dog over for Ritzau, at Konservative ikke har travlt med at få forbeholdet afskaffet.
- For det første skal retsforbeholdet til afstemning og fortjener en selvstændig debat. For det andet er vores forsvar så hårdt spændt for, at vi ikke går og leder efter mere samarbejde og flere missioner, det kan være med i, pointerer han.
Præcis, hvornår danskerne skal stemme om forsvarsforbeholdet, vil hverken regeringen eller de andre partier lægge sig fast på.
- Vi har indgået en politisk aftale om at sætte retsforbeholdet til folkeafstemning. Og når det er sket, vil vi med udgangspunkt i den parlamentariske situation se på, hvordan vi kan få forsvarsforbeholdet til afstemning, siger forsvarsministeren.
Ingen af de fem partier mener, at de to folkeafstemninger bør slås sammen.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker