Danskerne tror ikke på Løkke

På trods af et års prøvetid, to besøg af USA's præsident Obama, nye ministre og et helt nyt regeringsprogram tror danskerne ikke, at Lars Løkke Rasmussen (V) er statsminister efter næste valg.

Det viser en måling, Analyse Danmark har foretaget i perioden fra den 19. og til den 24. marts blandt 7175 danskere for Ugebrevet A4.

2. Påskedag er det ellers et år siden, Lars Løkke Rasmussen overtog Anders Fogh Rasmussens (V) skrivebord i Statsministeriet og satte sig i spidsen

for butikken Danmark.

Men Lars Løkke Rasmussen kunne næppe ønske sig en værre "fødselsdagsgave" end de lussinger, vælgerne giver ham i dag.

Vælgerne tror ikke på, at Lars Løkke Rasmussen slår Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ved næste valg. Knap 42 procent peger på, at de - uanset hvad de selv ville stemme i dag - tror, Helle Thorning-Schmidt er Danmarks statsminister efter næste valg. Kun 29 procent spår, at Lars Løkke Rasmussen beholder Statsministeriet.

Blandt de vælgere, som stemte på VKO-blokken ved folketingsvalget i november 2007, tror knap hver femte endda, at Thorning slår Løkke - kun halvdelen af de borgerlige vælgere angiver, at det er Lars Løkke Rasmussen, der vinder.

Ifølge politisk kommentator Niels Krause-Kjær, der sidste år udgav biografien "Lars Løkke", er statsministeren presset, og luften er tilsyneladende allerede gået af det regeringshold og regeringsprogram, Lars Løkke Rasmussen præsenterede i sidste måned.

- Øvelsen med at revitalisere regeringen og få Helle Thorning og Villy Søvndal (SF) til at se gamle ud, er ikke lykkedes. For så ville de her tal være anderledes. Det her er bestemt udtryk for, at regeringen virker metaltræt,

siger Krause-Kjær.

/ritzau/

Helle Thorning-Schmidt er storfavorit til at vinde næste valg, viser ny måling. Lars Løkke Rasmussen spås vinderchancer af kun 29 procent af vælgerne.

Offentliggjort Sidst opdateret