Datteren vejede 573 gram ved fødslen: Nu er hendes borgerforslag med til finanslovsforhandlingerne

Olivia Toftegaard Eriksens datter Isla blev født i uge 24 og vejede kun 537 gram. Nu er hendes borgerforslag om bedre rettigheder til forældre til for tidligt fødte børn tættere på at blive til virkelighed. Privatfoto

Olivia Toftegaard Eriksen kæmper for, at familier med for tidligt fødte børn får bedre barselsvilkår. Nu vil SF tage hendes borgerforslag med til finanslovsforhandlingerne

Offentliggjort Sidst opdateret

Normalt skal man have 50.000 underskrifter, før et borgerforslag bliver taget op i Folketinget.

Men for Olivia Toftegaard Eriksen, der bor i Sundby, var det ikke nødvendigt at tælle til mere end 14.000, før hendes forslag om bedre støtte og barsel til forældre til børn, der er født for tidligt nu er blevet taget med til finanslovsforhandlingerne af SF.

- Vi er megaglade for, at det er grebet politisk, selvom vi vi ikke har fået 50.000 støtter, siger Olivia Toftegaard Eriksen:

- Det vigtigste for os er, at det bliver vedtaget.

Om det så bliver det må tiden vise, men Olivia Toftegaard Eriksen er efter at have talt med SF's formand, Pia Olsen Dyhr om forslaget, meget optimistisk i forholdt til, at det vil blive en del af den kommende finanslov.

- Hvad jeg kan forstå, så er det så få penge, at det skulle være nemt at få igennem, siger Olivia Toftegaard Eriksen.

LÆS OGSÅIsla vejede kun 573 gram ved fødslen: Nu kæmper hendes mor for livsvigtige vilkår

Skal give mere ro

Olivia Toftegaard Eriksen har selv en datter, der blev født i uge 24, og under sin indlæggelse på Rigshospitalet mødte hun Pernille Louise Rohrberg Kudsk, der senere blev hendes veninde, og som hun startede borgerforslaget sammen med.

Som det er nu kan man maksimalt få forlænget sin barselsperiode med tre måneder ved hospitalsindlæggelse af præmature børn.

Med borgerforslaget ønskede de to at give præmature familier mere ro, så de ikke skal være bekymrede for, om de skal sende deres barn for tidligt i institution.

I borgerforslaget foreslår de, at "barselsorloven skal kunne forlænges med det præcise antal dage, barnet er indlagt, uden nogen begrænsning, også de dage, hvor barnet er på tidligt hjemmeophold, efterfølgende kontroller og eventuelle indlæggelser, som er relateret til barnets udviklingsforstyrrelser under barselsperioden," hvilket også nu skal med på finansloven, hvis det står til SF.

Ifølge Olivia Toftegaard Eriksen har SF taget hovedparten af det, borgerforslaget går ud på.

- De har taget de vigtigste pointer, hvilket er, at den øvre grænse på tre måneder bliver fjernet og at hjemmeophold tæller med, fortæller hun.

Som det er nu, forkortes barslen med de dage, hvor barnet er på hjemmeophold.