De har været på radaren i mange år - nu kan et forbud være på vej

Magnus Heunicke (S) har som ny miljøminister arvet PFAS-problemerne fra sin forgænger, Lea Wermelin (S), som i august sidste år varslede en national strategi for gruppen af stoffer. (Arkivfoto). Foto: ãlafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Flere fødevarer undersøges for PFAS efter fund i økologiske æg. Der satses på et EU-forbud, men handlingsplan i Danmark er også på vej. Tirsdag gives en status.

Offentliggjort Sidst opdateret

De er fundet i vilde ænder. I græs og vand. Og nu også i økologiske æg.

PFAS-stofferne bruges i en stribe industrier og produkter, men de seneste år er de fundet en lang række andre steder, end der hvor de er brugt.

De kemiske stoffer mistænkes for at øge risikoen for blandt andet kræft, og de nye fund har lagt yderligere pres på regeringen for at gribe ind.

På tirsdag vil miljøminister Magnus Heunicke (S) briefe Folketingets partier om situationen, og hvad der skal gøres for at få styr på det hele.

Læs her om det, der kaldes "evighedskemikalierne", og hvad der skal ske nu.

* Hvad er problemet med PFAS-stofferne?

PFAS er en samling af kemikalier, som har været brugt siden begyndelsen af 1950'erne i produkter fra brandslukningsskum til fødevareemballage.

De er nyttige mange steder og bruges blandt andet til at imprægnere regntøj, så det bliver vandafvisende. Men de er også skadelige.

PFAS ophober sig i blod, organer og miljø og kaldes "evighedskemikalier", da de er svære at nedbryde. De mistænkes også for at øge risikoen for kræft.

PFAS begyndte at komme på radaren i Danmark i starten af 00'erne, fortæller Xenia Trier, lektor i analytisk miljøkemi ved Københavns Universitet.

- Siden har der været flere bølger af fokus på det. Hver gang er der blevet gjort lidt ved det - men ikke nødvendigvis en hel masse, siger Trier.

I 2011 blev al brug af PFOS, der er en del af PFAS-stofgruppen, forbudt, og i 2015 indførte EU og Danmark grænseværdier for PFAS.

* Skal jeg være bekymret for PFAS, når jeg køber ind i supermarkedet?

Stoffer fra PFAS-gruppen er tidligere fundet i oksekød, og i sidste uge var det så i økologiske æg, at der var fund over grænseværdien.

En undersøgelse viste fornylig, at der var fundet et højt indhold af skadelige PFAS-stoffer i økologiske æggeblommer fra hønsefarme i hele Danmark. (Arkivfoto). Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Det er nu besluttet at udvide den løbende screening til flere fødevarer. Ifølge Xenia Trier vil der være PFAS i mange varer i supermarkederne.

- De er der ikke i et omfang, der gør dig akut syg. Men når der er mange kilder, vil de tilsammen ophobe sig i kroppen, fortæller hun.

Stofferne kan svække immunforsvaret, øge kolesteroltallet og risikoen for hormonforstyrrende effekter og kræft.

Men det sker ikke fra den ene dag til den anden og rammer ikke alle.

Det er særligt børn, der er i risiko, når de indtager PFAS-stoffer.

- En af de måder, man kan komme uden om nogle af de største kilder er - og det lyder kedeligt - ved at spise varieret.

- Hvis man spiser varieret, er risikoen, for at man får en høj forurening fra alle sammen, ret lille, siger Xenia Trier.

I årevis græssede køer på denne mark i Korsør, inden man fandt ud af, at de skadelige PFOS-stoffer spredte sig til borgere, der spiste kød fra køerne. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

* Hvad bliver der gjort, for at vi kan slippe for stofferne?

Der er gradvist blevet gjort mere og mere mod PFAS-stofferne, siden der ved årtusindskiftet kom en mistanke om sundhedsskade ved stofgruppen.

I 2020 blev PFAS forbudt i fødevareemballage af pap og papir her i landet, og Danmark og flere andre vil have et EU-forbud mod stofgruppen.

Et udkast skal præsenteres i Bruxelles i februar, men flere partier vil have et nationalt forbud, da det kan tage år, før et EU-forbud er klar.

Samtidig er der varslet en national handlingsplan, som miljøminister Magnus Heunicke (S) tirsdag vil give ordførerne en melding om.

Ifølge Xenia Trier fra Københavns Universitet er løsningen klar.

- Det bedste at gøre for gruppen af stoffer, der er persistente, og som derfor ophober sig (som PFAS, red.), er at stoppe brugen af dem.

- Historisk set er vi aldrig lykkedes med at forhindre, at persistente stoffer ender i miljøet, siger lektoren.

Der er dog ganske få undtagelser, hvor det kan være essentielt at bruge dem i vigtige samfundsmæssige funktioner, indtil der er fundet gode alternativer.

/ritzau/

Køer i Korsør gav fornyet fokus

* Jyllands-Posten kunne i 2021 afsløre, at beboere i et område tæt på en brandøvelsesplads i Korsør havde rester af PFOS i kroppen.

* Det fandt vej til borgerne, da de havde spist kød fra kvæg, der havde græsset på et område her, som viste sig at være forurenet.

* Der gav øget fokus og stor bevågenhed på PFAS-stofferne, som PFOS, der har været forbudt siden 2011, er en del af.

* Stoffet er brugt i en lang række andre brancher, og en større undersøgelse af mange områder over hele landet blev sat i gang.

* Sidste år viste en kortlægning fra Danske Regioner, at knap 15.000 steder i Danmark bør undersøges for PFAS-forurening.

Kilde: Jyllands-Posten og Danske Regioner.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu