De Radikale håber på bedre aftale om adgang til Europol
Det er muligvis den bedst opnåelige aftale om Europol, men det er ikke det samme som at sige, at det er en god aftale, siger De Radikales leder, Morten Østergaard. Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Danmark ventes at få tilbudt Europol-aftale med søgeadgang gennem en forbindelsesofficer.
Danmark ventes at få tilbudt en Europol-aftale fra EU-Kommissionen, der betyder, at Danmark får søgeadgang i Europol via en forbindelsesofficer. I dag foregår søgningen automatisk.
Det er muligvis den bedst opnåelige aftale om Europol, men det er ikke det samme som at sige, at det er en god aftale, siger De Radikales leder, Morten Østergaard.
- Det her er ikke afslutningen, men begyndelsen på en proces, hvor vi meget nøje skal vurdere, hvilke muligheder dansk politi ikke længere skal have.
- Og hvilke konsekvenser det får for organiseret kriminalitet i Danmark, som bliver sværere at bekæmpe, siger han om de videre politiske forhandlinger.
Morten Østergaard mener, at Dansk Folkeparti og den nytiltrådte udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har stukket vælgerne blår i øjnene.
Dansk Folkeparti sagde forud for afstemningen 3. december sidste år, at vælgerne trygt kunne stemme nej.
Danmark kunne stadig opnå en parallelaftale om dansk medlemskab af det fælleseuropæiske politisamarbejde, lød det.
- Jeg synes, at der er lysår mellem dette og det, danskerne blev stillet i udsigt med folkeafstemningen sidste år fra primært Dansk Folkeparti.
- Den nuværende udenrigsminister foregøglede danskerne, at det ville blive let at få en aftale, fordi alle ville være interesserede i det. Også der står det skidt til med troværdigheden, siger Morten Østergaard.
Ifølge Ritzaus oplysninger har kommissionen foreslået en aftale om det europæiske politisamarbejde, der er en udvidet version af den aftale, Norge har.
Dansk politi får stadig mulighed for at søge i Europols databaser, men det bliver ikke direkte som i dag, da det skal gå telefonisk igennem en dansk forbindelsesofficer, som formentlig får plads i Haag.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker