Dele-borgmester: To halve borgmestre kan ikke anbefales
Truels Schultz (K) overtog i 2004 borgmesterkæden halvvejs. Han fraråder en lignende løsning i Slagelse.
Der er få, der har erfaring med at skære en borgmesterpost over i to halve, som Slagelse ventes at gøre på et konstituerende møde fredag.
Den tidligere konservative borgmester Truels Schultz overtog i 2004 borgmesterkæden i Assens Kommune, og han vil ikke anbefale ordningen.
- Generelt synes jeg, at det er en rigtig dårlig idé, at man gør det. Den aftale man laver skriftligt eller mundtligt, er ikke det papir værd, den er skrevet på.
- Hvis den siddende borgmester, der har de første to år, ikke går, så er man lige vidt, siger han.
Når en borgmester er valgt, kan han ikke væltes i løbet af den fireårige periode ifølge reglerne. Derfor bygger aftalen i Slagelse på tillid til, at John Dyrby Paulsen (S) træder tilbage, når han har gennemført sin periode.
Herefter er det meningen, at Villum Christensen (LA) skal overtage.
Sagen fra Assens slog en gang for alle fast, at man ikke kan lave en juridisk bindende aftale om at bytte lige over.
I 2002 afgjorde Tilsynsrådet, at det ikke er lovligt at indgå en juridisk aftale om en kortere periode end den lovbestemte på fire år. Derfor bygger aftalen i Slagelse på frivillighed.
Selv om han kom igennem med dele af sin politik, mener Truels Schultz, at to år er for kort tid at sidde som borgmester. Og det er ikke fair over for vælgerne, understreger han.
- Jeg tror ikke, at vælgerne havde sat deres kryds efter det, og det kan selvfølgelig være det muliges kunst, men jeg vil ikke anbefale det, siger han.
Truels Schultz er tilbageholdende med at komme med et råd til Slagelse, men fremhæver alligevel en ting.
- Ud fra min egen erfaring vil jeg ikke anbefale det. Skal jeg komme med en vurdering af Slagelse, er luften i forvejen så forpestet, så hvordan vil den ikke være om to år, spørger han.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned