Delte meninger om byrådspolitikeres løn

Af Jakob Poulsen og Margit Olsen


Et af de ofte tilbagevendende spørgsmål op til et kommunalvalg er, om byrådspolitikerne får penge nok for at deltage i det politiske arbejde.

Ifølge en undersøgelse, som Ritzau har foretaget blandt næsten 4.000 byrådskandidater landet over, så mener hver anden kandidat, at honoraret for at deltage i byrådsarbejdet skal hæves.

Ifølge Ritzau bruger byrådspolitikere i Danmark i gennemsnit mellem 20 og 25 timer om ugen på blandt andet at deltage i møder, læse papirer og transport. Den gennemsnitlige årsløn for det arbejde ligger på cirka 110.000 kroner

Lokalt er der lidt delte meninger om, hvorvidt honorarene er tilstrækkelige.
SFs spidskandidat til valget i Lolland Kommune, Torben Hansen, mener ikke, at byrådsmedlemmerne skal have flere penge for at passe det politiske arbejde.
- Generelt synes jeg ikke, at vederlaget skal sættes op. Jeg synes i stedet, at man skal sørge for at tilrettelægge møderne sådan, at folk kan passe deres civile job også. Og i det udvalg, som jeg er formand for (teknik- og miljøudvalget, red.), der holder vi møderne klokken 15.30. Så kan man nå at passe sit civile arbejde også, siger han og tilføjer:

- Men det er svært, det må jeg da medgive. Men jeg mener stadig godt, at det kan tilrettelægges sådan, at man kan passe et arbejde ved siden af. Dog kan man ikke helt undgå, at der kommer nogle dage, hvor man skal have nogle timer fri fra jobbet.

Torben Hansen mener selv, at han på byrådsarbejdet alene bruger mellem 15 og 21 timer om ugen.
- Derudover er der også nogle timer i organisationerne, så jeg tør næsten ikke sætte timetal på. Men jeg mener stadig ikke, at kommunalpolitikere  - udover borgmesteren - skal være professionelle politikere, der skal leve af det. Jeg synes faktisk, at det er sundt for demokratiet, at det er almindelige mennesker med almindelige jobs, som sidder i byrådet. Og derfor skal man også tilrettelægge det sådan, så eksempelvis jeg selv som arbejdsmand kan deltage, påpeger Torben Hansen.

De Konservatives spidskandidat i Guldborgsund Kommune er ikke helt enig med Torben Hansen. Klik her og se, hvad han mener om byrådspolitikernes honorarer.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Får byrådspolitikerne nok økonomisk kompensation for at deltage i det politiske arbejde? To lokale politikere er ikke helt enige.

Offentliggjort Sidst opdateret