Den danske medicinalbranche indkaldes til møde efter ny Trump-melding
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) mener, at de seneste meldinger fra den amerikanske præsident skaber usikkerhed. Det siger han mandag aften til DR. (Arkivfoto). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Meldinger fra Donald Trump skaber usikkerhed i dansk erhvervsliv, siger erhvervsminister Morten Bødskov.
Den danske medicinalbranche indkaldes til et møde i Erhvervsministeriet inden for den nærmeste fremtid efter de seneste meldinger fra USA's præsident, Donald Trump.
Det oplyser Erhvervsministeriet til Ritzau. Det er endnu uvist, hvornår et givent møde vil finde sted.
Det sker, efter et pressemøde mandag eftermiddag dansk tid hvor Trump underskrev et dekret om medicinalpriser.
Helt konkret skal dekretet "bringe priserne, som amerikanerne betaler for receptpligtig medicin, på linje med dem, som andre lande betaler".
Trump nævnte direkte præparatet Ozempic, som danske Novo Nordisk står bag.
Han langede ud efter Ozempic, som ifølge præsidenten koster op mod ti gange så meget i USA, hvor efter han sagde "fjolser".
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) mener, at de seneste meldinger fra den amerikanske præsident skaber usikkerhed. Det siger han mandag aften til DR.
- Derfor tager vi nu initiativ til at kalde branchen ind til Erhvervsministeriet for at finde ud af, hvad der er op og ned i det, som den amerikanske præsident har sagt, og hvad konsekvenserne af det er, siger han til mediet.
Danske Novo Nordisk reagerede selv på meldinger fra Trump mandag sen eftermiddag. Her lød det, at medicinalgiganten - ligesom Trump - mener, at amerikanerne har brug for adgang til medicin til bedre priser.
- Vi vil fortsætte med at engagere os med beslutningstagere for at udvikle og implementere mere effektive løsninger. Vi ser frem til at lære mere om de tiltag, der blev diskuteret af administrationen i dag, og hvordan de vil fungere inden for det nuværende amerikanske sundhedssystem, lød det fra Novo.
Det er ikke første gang, at dele af dansk erhvervsliv er blevet indkaldt til orientering i ministeriet efter meldinger fra Trump.
Det skete så sent som i begyndelsen af april. Orienteringen omhandlede den massive usikkerhed, som opstod i kølvandet på Trumps toldmeldinger.
/ritzau/
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned