Der er gået to uger siden valget men en ny regering har lange udsigter

Mette Frederiksen (S) skal som kongelig undersøger forsøge at danne en ny regering. I første omgang prøver hun at danne en regering hen over den politiske midte. (Arkivfoto). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Dansk politik står i limbo i øjeblikket. En ny regering har lange udsigter, og partierne er ved at være utålmodige, mens Mette Frederiksen ikke har travlt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringsforhandlingerne begyndte 5. november. Danmarksdemokraterne er det eneste parti, der ikke længere er med i forhandlingerne.

Ritzau har talt til baggrund med en række aktører i og omkring forhandlingerne og giver her et overblik over, hvad status er i forhold til dannelsen af en ny regering.

* Hvor tæt er på vi en ny regering?

Det korte svar: Ikke i nærheden.

Den kommer ikke på plads i november. Og spørgsmålet er, om den overhovedet er på plads i december. Hvis det bliver tilfældet, kan det måske blive lige op til jul.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet gik til valg på at danne en regering hen over den politiske midte. Altså med partier fra både rød og blå blok. Det er fortsat den model, hun undersøger, om kan lade sige gøre.

Hos de andre partier konstateres det, at Mette Frederiksen ikke lader til at have travlt.

Til det har hun udtalt, at tidspunktet for folketingsvalget var "ejendommeligt" grundet eksempelvis den aktuelle inflationskrise. Men hun gentager igen og igen, at det var et flertal i Folketinget, der ønskede et valg, ikke hende.

Her henviser hun især til De Radikale, der var støtteparti til S-regeringen, men som truede med at vælte selv samme regering, hvis Mette Frederiksen ikke udskrev valg i forbindelse med Folketingets åbning i begyndelsen af oktober.

At en ny regering lader vente på sig, illustreres også fint af, at den fungerende regering mener, at det bliver "potentielt vanskeligt" - læs: umuligt - at få vedtaget en finanslov for 2023, altså statens budget, inden årets udgang.

* Forhandlinger eller sonderinger?

Den 3. november sendte Socialdemokratiet en pressemeddelelse ud med overskriften "Regeringsforhandlinger på Marienborg". Her lod man vide, at "forhandlingerne om dannelse af ny regering påbegyndes fredag 4. november".

Her to uger senere er der bred konsensus blandt partierne om, at de reelle regeringsforhandlinger slet ikke er begyndt endnu.

- Det her er sonderinger, der handler om at finde ud af, hvor partierne er. Det her er ikke regeringsforhandlinger, har Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, udtalt.

Den analyse er flere partier enige i. Også Mette Frederiksen har brugt ordet "sonderinger" om møderne.

Hidtil har hun indkaldt til møder både i Statsministeriet og på Marienborg, statsministerens embedsbolig.

Møderne har været delt op i emner. Der været møder med partierne bilateralt om følgende: sundhed, økonomi, reformer samt håndtering af inflation. Og i disse dage om klima, miljø, natur og grøn omstilling.

Desuden har der været et såkaldt temamøde for alle partier om børn og unges trivsel og dannelse. I næste uge kommer der et lignende temamøde for alle partier, hvor emnet er udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Til temamøderne er der oplæg fra eksperter og meningsdannere, som ved noget om temaet på dagen.

Det første temamøde har nogle af deltagerne kaldt for "fuldstændig spild af tid" taget i betragtning, at der skal laves en ny regering.

Det skal dog nævnes, at der ved siden af de officielle forhandlinger og møder også foregår uofficielle "hulemøder" på kryds og tværs af partierne.

* Venstres rolle.

Foruden Socialdemokratiet er det kun De Radikale og Moderaterne, der har sagt, at de ønsker en regering hen over midten. Venstre har eksempelvis hidtil pure afvist tanken, men partiet er altså fortsat med i forhandlingerne.

Partier fra både rød og blå blok afventer i disse dage, om Venstre laver en kovending og alligevel vil indgå i en regering ledet af Mette Frederiksen. Jakob Ellemann-Jensen har ved flere lejligheder udtalt, at han ikke stoler på Mette Frederiksen, så der skal i givet fald sluges nogle kameler på den front.

Et vendepunkt for Venstre kan muligvis komme, når partiet i denne weekend har landsmøde i Herning. Her vil Venstres fremtidige rolle i dansk politik være på dagsordenen.

Tidligere Venstre-formand og eksstatsminister Lars Løkke Rasmussen, der nu er politisk leder for Moderaterne, har flere gange udtalt, at alle afventer Venstres position, før de reelle forhandlinger kan begynde, da Venstre er nøglen til en bred regering hen over midten.

/ritzau/

Den videre plan for regeringsforhandlingerne

* Der forhandles videre om klima, miljø, natur og grøn omstilling mandag 21. november og torsdag 24. november i Statsministeriet. Eksempelvis skal De Radikale til forhandlinger mandag, mens det er Enhedslistens tur torsdag.

* Der er et fælles temamøde for alle partier om udenrigs- og sikkerhedspolitik tirsdag 22. november på Marienborg, statsministerens embedsbolig.

* Samme dag er der bilaterale møder med hvert af de nordatlantiske medlemmer i Folketinget.

* Hvad der skal ske efter 24. november, vides endnu ikke.

Kilder: Socialdemokratiet og Ritzau.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu