Der skal være færre sprøjtemidler i drikkevandet

Regeringen strammer nu kursen overfor brug af sprøjtemidler. Strategien er at reducere belastningen fra sprøjtemidler med 40 procent ved udgangen af 2015 set i forhold til 2011.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det fremgår af regeringens sprøjtemiddelstrategi, som miljøminister Ida Auken (SF) fremlagde tirsdag, og som skal være med til at reducere mængden af sprøjtemidler i drikkevandet.

- I Danmark kan vi drikke vand fra hanen, som ikke smager af klor. Det kan vi, fordi vi passer på vores vand. Sådan skal det også være fremover. Derfor strammer regeringen nu kursen over for brug af sprøjtemidler, siger miljøministeren.

Det skal blandt andet ske ved at hæve afgifterne på de mest belastende sprøjtemidler, en mere effektiv godkendelsesordning og hårdere straffe til de landmænd, der bruger ulovlige sprøjtemidler.

- Vi laver en strategi for at kunne følge med i, hvordan det går. Derfor er det vigtigt at have en målsætning for, hvor skal vi være om bare tre år, siger Ida Auken og fortsætter:

- Hvis vi står i 2014 og kan se, at vi ikke når i mål, så må vi have nogle flere initiativer på banen. Men der er så mange tiltag i den nye strategi, at jeg er overbevist om, at de kommer til at bringe os i mål.

Ifølge ministeren vil de nye tiltag ikke komme til at betyde noget for landmændenes produktion, og hun venter heller ikke den store modstand fra landmændene.

- Jeg går ud fra, at landmændene har stor forståelse for, at vi nu hjælper dem med at bruge de mindst belastende sprøjtemidler ved at gøre dem billigere og hjælper dem med at finde ud af, hvad der er bedst, siger hun.

Siden 2007 er sprøjtemidlernes belastning i Danmark steget med 35 procent. Behandlingshyppigheden er ifølge de seneste tal i strid med alle intentioner steget fra 2,80 i 2010 til 3,18 i 2011.

Målet med den nye sprøjtemiddelstrategi er at vende udviklingen, så forbruget af sprøjtemidler ikke fortsætter med at stige, og belastningen af sundhed, natur og grundvand bliver reduceret.

/ritzau/