Derfor smækkede EL med finansministerens dør
Normalt er der store smil og god tid til at svare på spørgsmål fra pressen, når politikere har indgået en aftale om finansloven.
Men Enhedslisten valgte opsigtvækkende at forlade Finansministeriet umiddelbart efter indgåelsen af finanslovaftalen.
I stedet holdt partiet sit eget pressemøde på Christiansborg, hvor politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen langede hårdt ud efter regeringen.
Her er hendes forklaring på, at Enhedslisten højst usædvanligt valgte at gå og lade finansminister Bjarne Corydon stå tilbage med pressen foran glasdøren i Finansministeriet:
- Det er der sådan set ikke så meget drama om. Vi i Enhedslisten er uenige i meget af det, regeringen gør, og vi er i opposition til store dele af den politik, der bliver ført.
- Regeringen mener, at deres temmelig luftige akutpakke er nok til at løse problemet for dagpengemodtagerne. Det mener vi ikke, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun fastslog flere gange, at en regering med Socialdemokraterne i spidsen burde have indgået en aftale, som permanent løser problemet for de danskere, som risikerer at falde ud af dagpengesystemet.
- Jeg havde større forhåbninger til regeringen. Jeg troede, at et parti som Socialdemokraterne havde større ambitioner, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Dermed stikker hun igen til det anstrengte forhold mellem regeringen og Enhedslisten, der er regeringens parlamentarisk grundlag.
Finansminister Bjarne Corydon ville dog ikke puste til problemerne med Enhedslisten ved præsentationen af aftalen.
- Finansloven er indgået med Enhedslisten efter et godt forhandlingsforløb. Vi har åbnet for, at alle partier kunne tage ansvar, men til sidst var det Enhedslisten, som var med hele vejen, siger Bjarne Corydon.
Han kan dog sammen med resten af regeringen formentlig se frem til et hedt forår, hvor dagpengene igen vil give problemer.
Johanne Schmidt-Nielsen brugte nemlig sit pressemøde til at opfordre fagbevægelsen og berørte danskere på dagpenge til at øge presset på regeringen i foråret, når Enhedslisten og regeringen igen skal diskutere situationen for de langtidsledige.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie