Blå Bog
Torben Kjær er 70 år og er født i Arninge på Vestlolland, student fra Nakskov og læge med speciallægeklinik i Maribo efter 26 år som overlæge - heraf et år på privathospitalet Aabenraa Sygehus.
Fra 1998 frem til 2005 overlæge på den nu lukkede kirurgiske afdeling på Nakskov Sygehus.
Torben Kjær er gift med en sygeplejerske.
Har fem børn, hvoraf kun den yngste, der går på htx i Nakskov, bor hjemme.
Familien er for to til tre måneder siden flyttet til Maribo. Torben Kjær havde flyvning som sin store interesse, indtil sygdom stoppede ham for halvandet år siden. Overvejer at starte på flyvningen igen. Udover det politiske liv som medlem af Region Sjælland og nu som kandidat til kommunalvalget i Lolland Kommune er Torben Kjær aktiv i det private erhvervsliv og i bestyrelsen for Grønt Center i Holeby.
Stod det til Torben Kjær gjorde man øjeblikkelig kort proces med alle de bureaukratiske regelsæt, som generer befolkningen uden at være effektive.
Torben Kjær er liberalist med stort L, og han har i årevis politisk brugt sin lægefaglige ekspertise og et helt livs indsigt som overlæge på at overbevise politikerne om det vigtige i at optimere sundheds- og sygehusområdet.
Og kampen fortsætter. Undervejs i den har han sagt farvel til sit tidligere parti Venstre og er skiftet til Liberal Alliance. Her er han partiets spidskandidat til Region Sjælland, men det er ikke nok for den 70-årige liberale aktivist.
Han stiller også op for første gang til kommunalvalget i Lolland Kommune - som nummer to efter partiets spidskandidat.
Alderen trykker ikke den nu 70-årige læge. Måske er man 70 udenpå. Det ses nu ikke. Men indeni er der stadig fart over feltet.
Han er sluppet nådigt fra en blodprop i hjernen. Den kom som lyn fra klar himmel. Han trækker lidt på det ene ben. For ham var det værste næsten, at han måtte opgive sit flycertifikat, for familien og flyvningen er det, som fylder mest hos ham.
Nu overvejer han at få det tilbage for igen at få luft under vingerne, og den praktiske del har han klaret. Han mangler blot lægetjekket.
- Jeg vil da godt have et stykke papir på, at jeg er normal, men det kan man vel ikke få som politiker, siger Torben Kjær ikke uden lune og med et glimt i øjet.
- Hver har sine lyster, siger han og viser rundt i og omkring det nybyggede hus i Maribo. Det ligger på en stor hjørnegrund og har golfanlægget som nabo.
Men hvad golfspillet angår nøjes han med at se på, mens han lægger fliser på den store terrasse bagved.
Torben Kjær var med i front i bevægelsen for bevarelse af Nakskov Sygehus.
- Jeg har nu aldrig forestillet mig, at det kunne bevares i sin oprindelige funktion til evig tid, siger han i dag.
Han er absolut fortaler for et stort velplaceret specialsygehus i regionen, men det forudsætter, at den lokale infrastruktur og akutberedskabet er i orden, og det er inklusive lægeambulancer og lægehelikoptere.
- Det bedste som politiker er at kunne sætte positive spor, og derfor piner det mig, at politikerne ikke tager de rigtige beslutninger tilstrækkeligt tidligt, og det var i ren protest, at jeg på regionsrådsmødet for nylig stemte imod en bevilling til sundhedscenteret i Nakskov.
- Hvad nytter det at bruge 17 millioner kroner på et sundhedscenter i Nakskov, hvis det ikke passer sammen med den øvrige struktur, siger han.
- Socialdemokraterne i regionen er alt for konservative, og venstres medlemmer en flok dikkende lammehaler. Der er simpelt hen for meget sognerådspolitik, og det tror jeg desværre også gælder Lolland Kommune, siger Torben Kjær.
Han mener også, at administrationen og kontrollen er kommet til at fylde for meget både i kommunerne og i regionen, og han er en absolut fortaler for frihed under ansvar til de ansatte.
Torben Kjær er født og opvokset på Vestlolland, men var væk i fyrre år, indtil han blev hentet til Nakskov Sygehus af en overlæge som med ham så muligheden for at skabe en god kirurgisk afdeling.
Desværre kæmpede kollegaen så indædt for sagen, at han mistede sin stilling.
Han sagde op i protest, og det daværende amt ville ikke genansætte ham. Og Torben Kjær har en lang og spændende karriere bag sig både i det offentlige sygehusvæsen og på privathospitaler.
Alt det er historie nu, hvor Torben Kjær har sin egen speciallægeklinik i Maribo. På det lokalpolitiske plan kalder han satsningen på energi og miljø for rigtigt. Han så gerne, at der blev brugt flere penge på de ældre, på de handicappede og uddannelserne, og så kalder han udviklingen af turistområdet som den vigtigste på Lolland i de kommende år.
- Og vi skal have rettet op på nogle skævvridninger i vort samfund. På otte år lykkedes det regeringen med Anders Fogh i spidsen at forvandle drømmen om minimalstaten med uddelegering til en centraliseret maksimalstat. Jeg følte mig utilpas i partiet af mange grunde, og da Anders Samuelsen tog over i Liberal Alliance vidste jeg, at det var der, jeg hørte til.
- Han er, som jeg selv, frihedselskende, og han er lydhør. De gamle partier både til højre og venstre virker på mig noget ubevægelige og betonagtige. Skal vi sikre udviklingen fremover, er det nødvendigt med mere kommunalt selvstyre, og så må regering og folketing sørge for at de økonomiske midler er til rådighed, siger Torben Kjær.
- Strukturerne er for stive. I dag bruger læger, sygeplejersker og andet plejepersonale 25 procent af deres arbejdstid på registreringer på pc. Reducerede man den tid, var der næppe mangel på læger og sygeplejesker. I Aabenraa ophævede vi engang faggrænserne. Det betød, at jeg selv tog patienterne med på operationsstuen, mens portøren slog græs. Det var både fantastisk og rationelt...
Seneste artikler
Tom og lokalsamfundet sendte en redningskrans og fik et nyt hus tilbage
Kontrol udløste adskillige sigtelser
Vandet var populært hos årets studenter
NFH-træner ser muligheder for at gå videre
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus