Det bliver efter al sandsynlighed en tunnel - og ikke en bro, som kommer til at forbinde Danmark og Tyskland under Femern Bælt.
- Når vi laver en sænketunnel, så er det noget, vi har erfaring med, siger transportminister Hans Christian Schmidt (V) og tilføjer.
- Det er en hyldevare, hvor hvis vi laver en bro, så ved vi allerede, at vi skal ud i nogle eksperimenter, vi ikke har været i før. Og derfor er risikoen og usikkerheden langt større. Så vi vælger det sikre, vi vælger hyldevaren. Vi vælger det, vi er gode til, siger transportministeren.
Det er forligspartierne bag den faste forbindelse til Tyskland - alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten, der har besluttet, at en sænketunnel er den foretrukne tekniske løsning i de videre miljø- eller såkaldte VVM-undersøgelser.
Den endelige beslutning om hele projektet - og herunder om det skal være en tunnel eller en bro - sker dog først, når Folketinget engang vedtager anlægsloven for den faste forbindelse over Femern Bælt.
Ud over at Danmark har erfaring med sænketunneler, så peger politikerne også på en sænketunnel, fordi den er mere sikker og ikke mindst, at det forventes at ville give flere danske arbejdspladser. Til gengæld er prisen for de to projekter den samme: 38,5 milliarder kroner for en bro og 37,9 milliarder kroner for en tunnel.
Skal der bygges en bro, skal stålet nemlig hovedsageligt hentes fra Kina. Hvorimod betonfundamentet til en 17,6 kilometer lang sænketunnel skal støbes i nærheden af byggeprojektet.
Det er dog ikke afgjort, at arbejdet nødvendigvis skal udføres i Danmark. Prisen vil være afgørende, og Nordtyskland kan derfor få en chance for at ligge billet ind på opgaven.
Tunnellen ventes at kunne stå færdig i slutningen af 2020.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde