Tirsdag den 17. november er der valg til byråd og regionsråd. Inden længe vil kandidaterne gøre alt for at synliggøre sig selv og deres parti eller liste i kampen om vælgernes gunst.
Og der er venter tilsyneladende et stort stykke arbejde forude. Folketidende.dk forsøgte mandag at lodde valgstemningen blandt nogle af medarbejderne på et par af landsdelens større arbejdspladser, men kommunalvalget er ikke et emne, dem vi talte med, har sat sig voldsomt meget ind i endnu.
Et af de steder, vi besøgte, var Sukkerfabrikken i Nykøbing. Her er der flere medarbejdere, som endnu ikke har besluttet sig for, hvem de vil stemme på. En af dem er Jørgen Sembach.
- Jeg plejer ikke at gå så meget op i det. Politik siger mig ikke så meget - men jeg plejer dog at stemme, fortæller han.
- Jeg har ikke gjort mig så mange tanker om, hvem jeg vil stemme på. Men jeg stemmer ikke på Kaj Petersen (A). Jeg bryder mig ikke om hans attitude. Han virker lidt for selvglad, siger Jørgen Sembach om Guldborgsund Kommunes nuværende borgmester.
Jørgen Sembachs kollega på Sukkerfabrikken, Kohsro Solaimani, er en af de få, som folketidende.dk talte med, der kan sætte navn på en kandidat, han overvejer at stemme på.
- Jeg stemte på Bo Abildgaard (A) ved sidste valg, og det overvejer jeg at gøre igen. Noget af det, der er vigtigt for mig, når jeg skal sætte mit kryds er at se på, hvem der vil gøre for at give børnefamilierne bedre vilkår og skabe bedre jobmuligheder for de svage i samfundet.
- Men jeg tænker også tit på valget, når jeg hører om al den vold og de røverier, der sker rundt omkring. Det virker som om, at politireformen har belastet politiet med en masse administrativt arbejde, så de ikke har nær så meget tid til at komme ud på gader og veje længere. Jeg savner at høre en kandidat sige, at han eller hun vil sørge for mere synligt politi, siger Kohsro Solaimani.
Han understreger i øvrigt, at han altid stemmer til Folketings- og kommunalvalgene.
- Jeg synes, man har en forpligtelse til at deltage. Man skal ikke være passiv.
Et andet sted i kantinen på Sukkerfabrikken sidder Jørgen Folm-Hansen og nyder sin frokost. Han har heller ikke pejlet sig ind endnu på, hvem han vil stemme på.
- Foreløbig har jeg kun overvejet, hvilket parti, jeg skal stemme på. Og det bliver hverken Venstre eller Dansk Folkeparti. Venstre er for liberalistiske til mig, også lokalpolitisk. Jeg synes, de tager for lidt hensyn til børneområdet, og så er de lidt for glade for nedskæringer.Og Dansk Folkeparti er jeg for uenige med. Jeg synes tit, de er for populitiske i deres synspunkter, mener han.
Jørgen Folm-Hansen hører til den gruppe vælgere, som ikke nødvendigvis stemmer på det samme parti til både Folketings- og kommunalvalg.
- Til kommunalvalget kigger jeg mere på, hvad de enkelte kandidater står for, og jeg kan svinge lige fra SF til Konservative, siger han og understreger, at han altid stemmer.
- Vi lever i et demokrati, og så giver det ingen mening ikke at deltage i det ved ikke at stemme, mener han.
Ved et andet bord i kantinen sidder John Andersen og Jesper Nielsen. De er i den grad trætte af de lokale politikere.
- Jeg har ikke fået sat mig ind i, hvem der stiller op. Men de paphoveder, der sidder i byrådet nu, skal ud hele bundtet, kommer det bramfrit fra John Andersen.
Både han og Jesper Nielsen mener, at det er dumt at bruge så mange penge på at bygge banegårdskrydset i Nykøbing om, så de nye store modul-lastbiler kan komme igennem, når der i løbet af en overskuelig fremtid skal bygges en omfartsvej udenom byen til blandt andre disse køretøjer.
- Men de er også meget tunge at danse med på ældreområdet, hvis man vil have noget gennemført, mener Jesper Nielsen.
Dertil kommer, at de mener, at politikerne har brugt for mange penge på udlandsrejser i de senere år. På spørgsmålet om, hvorvidt deres utilfredshed er så stor, at de overhovedet ikke vil stemme svarer Jesper Nielsen, at det vil han. Det vil John Andersen også - hvis der kommer nogle nye, som han siger.
Læs meget mere om valget på vores valgsite: www.kommunalvalget.dk
Seneste artikler
Skete for tredje gang: Betjente tog alvorlig snak med 14-årig pige
Fagforeningsformand optimistisk, men frygter konsekvenserne: Virksomheder vil have medarbejderne
Tre NFH-spillere udtaget til landsholdet
- Som at tisse i bukserne: Har fundet 184 millioner kroner i næste års budget
De kom, så - og skred igen
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt