Det mener kandidaterne

Kommenter selv hvad du synes om SFs udspil på folketidende.dks debatforum

Anders Stausholm De konservative, Guldborgsund "En fast forbindelse til Tyskland er det vigtigste initiativ til fordel for Lolland-Falster nogensinde - og det skal ikke bremses nu! Argumenterne for at flytte den faste forbindelses placering til Tyskland til Gedser i stedet for Rødby er meget tynde. Jeg er enig i, at Østeuropa har et stort potentiale også for Danmark, men det er åbenbart som om resten af Europa er glemt".

Vibeke Grave, Socialdemokraterne, Lolland "Hvad har SF nu gang i? Hele Østdanmark står parate til at bygge broen via Rødby til Tyskland. SF's udmelding om en bro til Tyskland via Gedser kan alene tolkes som et ønske om, at Willy Søvndahl og co. ikke ønsker vækst og udvikling på Lolland-Falster".

Jacob Thyssen Kristendemokrater, Guldborgsund "Jeg går meget kraftigt ind for Femern-broen. Det kan skabe bedre forhold blandt andet med hensyn til arbejdspladser i udkantsområder - såvel Lolland-Falster som Nordtyskland".

Christa Møllgaard-Hansen De Radikale, Lolland "Økonomien i Femern Bælt-projektet er blevet særdeles grundigt undersøgt. Femern-broen bliver betalt af brugerne! Så ingen vaklen fra det Radikale Venstres folketingskandidat på Lolland: Femern-broen skal bygges - og hellere i går end i dag".

Lennart Damsbo-Andersen. Socialdemokraterne, Guldborgsund "Det er en katastrofe for Lolland-Falster, at SF sår tvivl om Femern-broen Jeg synes, at det er fint at SF vil være med til at udbygge den offentlige transport i vores region, men det er noget nær en katastrofe for Lolland-Falster og Region Sjælland, at SF sår tvivl om Femern-broen."

Flemming Møller, Venstre, Lolland "At Flemming Bonne Hansen ikke støtter planerne, hjælper intet. Han blev jo hverken spurgt eller lyttet til. En stemme på ham, er en stemme på SF, der nu igen vil stikke en kæp i hjulet på Lolland-Falsters fremtid. Men måske er det nu blevet hans tur til at skifte parti. Det er jo nærmest på mode i SF".

Marie Louise Friderichsen De konservative, Lolland "Jeg går selvfølgelig stærkt ind for en Femern-forbindelse, ikke blot fordi det vil gavne vores lokalområde helt utroligt og være årtiets, hvis ikke mere, mulighed for Lolland, men også fordi det er den mest gennemtestede og efterprøvede broforbindelse den danske stat har været involveret i til dato".

Niels Rasmussen, Enhedslisten, Lolland "Enhedslisten ønsker at udbygge den kollektive trafik i Region Sjælland. Alle lokalområder skal have gode, pålidelige og billige forbindelser. Hertil kommer, at Enhedslisten siger klart nej til Femern-broen, da vi ikke ønsker at erstatte sikre jobs med usikre jobs, endda med stor forurening til følge".

Kim Winther Jensen SF, Guldborgsund "En Femern-forbindelse er efter min opfattelse en fejlplacering af en fast forbindelse over Østersøen. Da fremtidens udvikling set med mine øjne vil ske østpå i det nye Europa, og derfor er en forbindelse over Gedser-Rostock langt mere interessant for fremtiden. Vi kan nok ikke forvente, at der kommer to forbindelser, men skal vi have en, så skal det være den rigtig første gang".

Anne-Lise Becker, Ny Alliance, Guldborgsund "Når SF taler om at flytte broen fra Rødby til Gedser nu, tyder det på manglende lokal indsigt og forståelse for vores landsdel. Men det er flot, at Flemming Bonne Hansen går imod sit partis udmelding og holder fast i, at broen skal gå over Femern Bælt."

Henrik Høegh, Venstre, Guldborgsund "Jeg er positiv overfor etableringen af Femernbroen. Jeg vil samtidig knokle for en udbygning af vejforbindelsen til Gedser med mulighed for kørsel med modulvogntog. Forslaget om en broforbindelse fra Gedser betyder en mangeårig udsættelse af den bosætnings- erhvervsudvikling, som en Femernbro og en attraktiv Gedser-Rostock-forbindelse vil give Lolland-Falster".

Bente Borreskov Enhedslisten, Guldborgsund "Femernbroen er skruet sammen som et prestigeprojekt, der forudsætter helt urealistiske trafikspring for at hænge økonomisk sammen, den lader hånt om kollektiv trafik og miljøpolitik".

Kommenter selv hvad du synes om SFs udspil på folketidende.dks debatforum





SF vil skrotte Femern-broen. Det vækker ikke ligefrem glæde hos de lokale folketingskandidater. Folketidende har samlet kommentarer ind:

Offentliggjort Sidst opdateret