Det skriver Skat til Helle Thorning

Skat frikender Helle Thorning-Schmidts mand for at betale skat i Danmark. Han er ikke skattepligtig i årene 2007, 2008 og 2009, fordi han ikke bor i landet.

Det fremgår af Skats afgørelse i skattesagen, som Socialdemokraternes formand fredag citerer fra i sit brev til partifællerne.

Hun vil ikke offentliggøre hele afgørelsen på ni sider, da der "indgår mange private oplysninger i den", skriver hun.

Skats afgørelse om Stephen Kinnock lyder: "Du er ikke fuldt skattepligtig for indkomstårene 2007, 2008 og 2009, da du ikke har taget bopæl her i landet efter kildeskattelovens §1, stk. 1, nr 1, jævnfør kildeskattelovens §7, stk. 1".

Afgørelsen betyder ifølge Skat, at "du fortsat ikke anses for skattepligtig for indkomståret 2007 og 2008", og at "skattepligtsforholdet for 2009 ændres fra fuld skattepligt til ingen skattepligt".

Dermed slipper Stephen Kinnock for at betale 250.000 kroner, som han frivilligt deponerede i skat som a conto.

Socialdemokraternes formand understreger, at ægtemanden vil betale skat, hvis han bliver fuldt skattepligtig i Danmark. Hun konstaterer, at "tvivlen er væk og påstandene tilbagevist".

- Vi er glade for afgørelsen. For os er det helt afgørende at følge reglerne. Det mente vi, at vi gjorde. Det bekræfter Skat nu, skriver Helle Thorning-Schmidt.

Hun takker partimedlemmerne for deres "entydige opbakning" og glæder sig til Socialdemokraternes partikongres i næste weekend i Aalborg.

/ritzau/

Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock slipper for skat i Danmark i 2007, 2008 og 2009, skriver Skat. Hun glæder sig over, at påstandene er tilbagevist.

Offentliggjort Sidst opdateret