- Det tyske flag skal aldrig vaje her

Gerda Bertelsen fra Nakskov beretter her, hvordan hun oplevede 9. april 1940:

- Jeg var seks år 9. april 1940, og mine forældre og jeg og min lillebror på tre år boede på første sal i min morfars villa på Ernst Bojsensvej 12 i Holte nord for København. Min moster og onkel og deres to børn boede i stuelejligheden. Den morgen hørte vi en underlig brummende lyd, som vi ikke havde hørt før.

- Vi for alle ud på græsplænen for at se, hvad det  var. Da det kom nærmere, var vi klar over, at det var fly. Sorte, uhyggelige fly, der fløj så lavt, at de kunne have ramt skorstenen. Der var mange, og de fløj nordpå. Vi var alle rædselsslagne, og de små græd.

- Vi var med det samme klar over, at det var tyske fly, og at det betød, at der nu var krig.
Min onkel og min far løb om bag ved huset og hentede økser.

- Det tyske flag skal aldrig vaje på vores flagstang, sagde min onkel, og så gik de i gang med at fælde vores flagstang, og der kom aldrig igen en flagstang i vores have.

- Den dag i dag gyser jeg, når jeg hører et lavtgående fly, og mindes den rædselsfulde dag, da jeg så de tyske fly den 9. april 1940.

- Jeg husker selvfølgelig også en masse andre ting fra besættelsen. Specielt en mørk aften et par år senere, da der var sabotage på jernbanelinjen Holte-Hillerød, lige i nærheden af os. Vi hørte tydeligt braget, og kort efter kom en hob tyske soldater og buldrede på vores dør og ville eftersøge flygtede sabotører, men vi havde ikke set nogen, men de for om bag ved huset og gennemsøgte alle vores udhuse, dog uden at finde noget.

- Senere næste dag fik vi at vide, at en mand, der løb ned ad Rønnebærvej, var blevet skudt samme aften, så krigen var tæt på.

- Der var flere forsøg på sabotage på den jernbanelinje. Filmen »Flammen og Citronen« kunne sagtens være noget derfra. Desværre har jeg ikke set filmen.