Dansk Folkeparti er parat til at acceptere den del af regeringens tilbagetrækningsreform, som betyder, at folkepensionsalderen gradvis hæves. Det gør partiets finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, klart i Politiken torsdag.
- I og med at vi ikke kommer ind til en forhandling med et ultimativt synspunkt, så er alt i spil, siger han til avisen.
Spørgsmål: Også i forhold til folkepensionen?
- Vi har ikke lagt noget ultimativt ned som forudsætning for de forhandlinger. Det afgørende vil være, om vi samlet set føler os imødekommet, siger han.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) foreslog i januar at fremrykke den såkaldte Velfærdsaftale fra 2006, hvilket vil hæve folkepensionsalderen og ramme knap en halv million danskere.
Det betyder eksempelvis, at de, der ved udgangen af 2010 var mellem 52 og 55 år, først kan gå på pension som 67-årige. To år senere end vedtaget i Velfærdsaftalen.
Dansk Folkeparti har ellers kategorisk afvist at fremrykke Velfærdsaftalen.
- Jeg siger nej. Det kommer ikke til at ske. Det er halsløs gerning. Der er mange partier bag forliget, og det bliver ikke ændret, sagde Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, i januar sidste år.
Men denne blanke afvisning gælder ikke længere. Kristian Thulesen Dahl understreger, at det i stedet handler om, hvorvidt den samlede aftale med regeringen vil være acceptabel.
- Der er ingen i tvivl om, at vi er meget skeptiske over for, at folk nu skal leve med store ændringer meget hurtigt.
- Men det har regeringen sat ind som en nødvendighed for at få deres 2020-plan til at stemme. Der skal vi så se, om vi kan finde andre metoder til helt eller delvist at finde de penge, siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde