DF: Aftale om vækstpakke er op til Hjort

Dansk Folkeparti gør det klart, at det er op til regeringen, om den virkelig ønsker en vækstpakke vedtaget.

Efter at finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har besluttet at tage kontakt til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance for at høre de to partiers holdning til forslaget om at bruge de 11 milliarder kroner, gentager Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, at støttepartiet på forhånd siger god for totredjedele af vækstpakken.

- Så er det op til regeringen, om den vil tage imod vores tilbud om at lave en aftale, eller om den vil bruge forslaget som et valgoplæg, siger Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti kan ikke være med til den tredjedel af vækstpakken, som er en skatterabat til boligkøberne og en udvidelsen af boligfradraget til også at omfatte sommerhuse.

I stedet foreslår Dansk Folkeparti at udvide det nuværende boligfradrag, så man fremover kan trække 30.000 kroner fra per person til forbedringer på boligen. Et forslag, VK-regeringens støtteparti mener, vil skabe større beskæftigelse.

Kristian Thulesen Dahl understreger samtidig, at Dansk Folkeparti ikke vil inddrage andre spørgsmål - for eksempel om udlændingepolitikken - i forhandlingerne om vækstpakken.

- Vi holder os indenfor den her ramme og de 11 milliarder kroner. Regeringen kan bare glæde sig over, at selv om vi i udgangspunktet har været skeptisk overfor vækstpakken, så er vi alligevel nu rimelig imødekommende overfor dens forslag.

Andre punkter i vækstpakken er at fremrykke kommunale investeringer og udbetaling af opsparet efterløn til januar 2012 til dem, der vil forlade ordningen.

/ritzau/

Finansminister indleder "sonderinger" med DF og LA om vækstpakke. Aftale er op til ham selv, mener Dansk Folkeparti.

Offentliggjort Sidst opdateret