Posten skal ud, og danskerne skal ikke finde sig i forringelser i serviceniveauet fra postvæsnet. Dansk Folkeparti står stejlt på, at den almindelige borger ikke skal opleve dårligere postbetjening.
- Vi er umiddelbart ikke indstillet på forringelser for borgerne, siger Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen.
De politiske partier bag postforliget, V, K, DF, R og S, er netop nu ved at se på, hvordan Post Danmark skal klare sig i en tid, hvor e-mail og sms i højere grad erstatter brevet som kommunikationsform.
Transportminister Lars Barfoed (K) siger i forbindelse med de forhandlinger, at danskerne måske skal vænne sig til, at der ikke længere kommer post om mandagen, og at der kan gå tre dage, fra brevet er postet, til det kommer frem til modtageren.
- Det er ikke holdbart, hvis man udelukkende har blik for forringelser. Jeg har ikke hørt noget om forbedringer, siger Kim Christiansen.
Han kalder det for meget store forringelser og ønsker noget til gengæld, hvis man eksempelvis sløjfer mandag som postdag. Dansk Folkeparti giver dog en lille åbning.
- Jeg kan sagtens leve med, at virksomheder ikke får post om lørdagen, siger Kim Christiansen.
Socialdemokraterne mener, det er alt for tidligt at komme med bud på, hvilke ændringer der er nødvendige.
- Vi mangler de færdige analyser, der kan danne grundlag for justeringer og tilpasninger. Vi ved ikke, om det er et to-, tre- eller firecifret millionbeløb, der er tale om, siger postordfører Benny Engelbrecht.
Postfri mandag er dog ikke noget, der umiddelbart tiltaler socialdemokraten.
- Beregninger viser, at det giver et underskud at skære mandag væk som postdag, siger Benny Engelbrecht og peger i stedet på, at Post Danmarks svar på faldende brevmængder kan være at udvikle nye produkter inden for e-handel.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker