DF afviser vaklen om efterlønsaftale

Dansk Folkeparti står fast på efterlønsreformen. Så klart lyder det fra partiets gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, efter at en artikel i Politiken ellers sår tvivl om DF's støtte til aftalen.

- Der er ingen vaklen. Punktum! Det har der aldrig været, det har vi gentaget gang på gang, og vi siger det gerne på given foranledning igen: Vi overholder de aftaler, vi indgår, siger Kristian Thulesen Dahl i en pressemeddelelse.

Socialdemokraterne vil ændre aftalen om grænsekontrollen, som regeringen gav DF som betaling for at støtte efterlønsreformen. Og det får Peter Skaarup til at sige følgende til avisen om, hvordan partiet stiller sig i forhold til efterlønnen:

- Det må vi tage stilling til den tid, når vi ved, hvad det er, Socialdemokraterne vil gøre ved grænsekontrollen. Men indtil da overholder vi indgåede aftaler, siger næstformand Peter Skaarup (DF) til Politiken.

Men avisens fortolkning af citatet er helt gal, mener Kristian Thulesen Dahl.

- Politiken søgte en særlig vinkel på sin historie, nemlig at så tvivl, hvor der ingen tvivl er. Og dén vil jeg godt aflive med det samme, siger han.

Historien har ellers allerede fået SF's formand Villy Søvndal til at juble over, at efterlønsaftalen kunne være på vej mod sit endeligt. Men SF-formanden har intet at glæde sig over, hvad det angår, understreger DF's gruppeformand.

- Søvndal kan godt pakke sin jubel sammen. DF mener uændret, at den samlede tilbagetrækningsaftale er nødvendig for landet, siger han.

/ritzau/

DF afviser, at partiet overvejer at trække sin støtte til efterlønsaftalen. Avis får skylden for misforståelse

Offentliggjort Sidst opdateret