DF angriber direktører for dobbeltmoral

- Fej for jeres egen dør.

Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti, efter at flere erhvervsledere ikke alene har efterlyst brede politiske forlig men også forlig om såkaldte reformer af velfærdssamfundet som for eksempel en fjernelse af efterlønnen.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, kritiserer således blandt andre Lars Rebien Sørensen, administrerende direktør for Novo Nordisk, som har efterlyst sådanne brede politiske aftaler. Ifølge Kristian Thulesen Dahl vil brede aftaler imidlertid betyde det modsatte af det, som erhvervslederne efterlyser: Nemlig højere person- og selskabsskatter, højere offentlige udgifter og en tilbagerulning af den seneste forringelse af dagpengesystemet.

- Man må spørge, om erhvervsfolkene helt forstår, hvad der sker inde på Christiansborg, siger Kristian Thulesen Dahl i sin beretning på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning.

- Det er altså noget dobbeltmoralsk hos nogle erhvervsledere. Også når erhvervsledere går til kamp mod efterlønnen ud fra devisen, at vi har brug for, at flere arbejder - når de selvsamme erhvervsledere har arbejdsgiverbetalte pensionsordninger som gør, at de kan gå på pension som 60-årig. Hvordan kan det være, at en fabriksarbejder eller en sosuassist skal belastes med et udsagn om, at de må gøre Danmark en tjeneste og arbejde mere, når erhvervslederne foreholder sig retten til at gå på pension som 60-årig, siger gruppeformanden.

- Derfor er mit budskab: Fej for jeres egen dør. Vis jer som foregangsmand og gør det, som I mener er vigtig for nationen. Og når I har ændret jeres gode pensionsordninger, så kan I komme til alle mulige andre nede på gulvet, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/

Erhvervslivets topfolk efterlyser en afskaffelse af efterlønnen. Det er dobbeltmoralsk, når de selv har gode pensionsordninger, mener Dansk Folkeparti.

Offentliggjort Sidst opdateret