Danske soldater skal sendes til Afrika for at deltage i kampen mod pirater.
Det mener forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V), og hun får opbakning fra regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti.
- Idéen er rigtig god. Søværnet er etableret for at beskytte danske interesser på havene. Det er flådens allervigtigste funktion, og derfor er det vigtig at bekæmpe pirater, siger DF's udenrigsordfører, Søren Espersen.
Gitte Lillelund kalder over for Jyllands-Posten den nuværende indsats på havet ud for Afrika for symptombehandling og vil have danske soldater til at opbygge kystvagter de steder, hvor piraterne går på land.
Søren Espersen er helt på linje med forsvarsministeren.
- Det væsentlige er, at man er nødt til at komme ind på kysten på en eller anden måde. Der, hvor de lægger til, har piraterne haft en sikker havn. Det er vi nødt til at være på en eller anden facon. Uden at sikre kysten er det en meget svær opgave ude i Det Indiske Ocean, siger Søren Espersen.
Han mener godt, at en indsats i Afrika kan finde sted samtidig med, at Danmark har tropper i Afghanistan.
- Det er hovedsageligt søværnets operation, så det er ikke et problem, siger han.
Dansk Folkeparti foreslår i stedet, at de 150 soldater, som Danmark har i Libanon, trækkes hjem. Det giver økonomi til en indsats mod pirater.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub