Dansk Folkeparti retter nu henvendelse til justitsminister Lars Barfoed (K). Han skal undersøge, om det er muligt at holde den muslimske prædikant Bilal Philips ude af landet.
- Hvis den nuværende lovgivning ikke er tilstrækkelig, ser vi meget gerne, at justitsministeren kigger på ny lovgivning, der tager hensyn til, at folk skal have lov til at ytre sig. Men alt inden for rimelighedens grænser, mener DF's socialordfører og medlem af Folketingets integrationsudvalg Martin Henriksen.
Opfordringen kommer, efter at Politiken søndag kan fortælle, at prædikanten skal tale på en konference for ungdomsafdelingen af Islamisk Trossamfund. Ifølge terrorekspert Lorenzo Vidino er Bilal Philips kendt for at have antisemitiske holdninger og være imod integration.
Derfor håber Martin Henriksen på, at eventuel ny lovgivning kan blive vedtaget, inden 17. april, hvor prædikanten skal tale på konferencen.
- Han er en person, som vil bidrage til yderligere uro i et område, hvor der er problemer i forvejen. Han støtter sharia-lovgivning og er varm fortaler for selvmordsangreb og dødsstraf mod homoseksuelle.
- Der er behov for, at politikerne ikke bare med ord siger, at de er utilfredse med et arrangement, som man så med Hizb ut-Tahrir i Den Sorte Diamant. Vi har jo faktisk mulighed for at lave ny lovgivning, siger politikeren.
Bilal Philips er tidligere blevet nægtet indrejse i Storbritannien og Australien. I Storbritannien lød begrundelsen, at han blev betragtet som en potentiel trussel mod samfundet.
DF sender allerede søndag en henvendelse til justitsminister Lars Barfoed og beder ham om at stoppe Philips. Ifølge Martin Henriksen er det så op til Barfoed at finde de rigtige paragraffer i lovgivningen. Ellers må der laves nye love.
Lars Barfoed ønsker søndag over for Ritzau ikke at forholde sig til opfordringen fra Dansk Folkeparti.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde