Socialdemokraterne og SF udskyder bevidst et samråd i Folketingets finansudvalg med udenrigsminister Lene Espersens (K) om hendes forkerte svar i Folketinget om taksterne til privathospitaler.
På den måde holder de gryden i kog i den for regeringen belastende sag.
Sådan lyder anklagen nu fra Dansk Folkepartis medlem af Folketingets præsidium, Søren Espersen.
- Lene Espersen har sagt, at hun kunne møde op til samråd i mandags, men det kunne Morten Bødskov (S) og Ole Sohn ikke, selvom de rendte rundt herinde i huset. Hun har også sat hele fredag i denne uge af, og Kristian Thulesen Dahl har som formand for Finansudvalget ryddet hele sin kalender. Men da kan de heller ikke komme, forklarer Søren Espersen og tilføjer:
- Det er stærkt utilfredsstillende, at når sagen er så vigtig, at de ligefrem har talt om en rigsret, så gider de ikke engang komme til samråd.
Søren Espersen er ikke i tvivl om, at der er andre årsager end fyldte kalendere hos Morten Bødskov og Ole Sohn til, at de foreløbig har afvist to samrådsdatoer.
- Jeg tolker det som om, at der stikker noget andet under. Man vil simpelthen trække den her sag i langdrag, så den kører hen over efterårsferien. Det er utilfredsstillende, siger han.
Morten Bødskov afviser dog kritikken fra Søren Espersen, som han mener, har fulgt for intenst med i DR's dramaserie "Borgen".
- Men jeg tror, at Søren Espersen her er ude i en forestillingsverden, som man ikke engang kan genfinde i "Borgen", siger han.
Ole Sohn kalder beskyldningen "det værste vrøvl, jeg har hørt længe".
- Udvalgets sekretær spurgte forleden udvalgsmedlemmerne, om vi kan på fredag, hvilket jeg ikke kan. Og jeg er ikke blevet spurgt, om jeg kunne i mandags, så jeg ved ikke, hvad der foregår, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker