DF: Corydon skal erkende sit nederlag i Dong-sag
DF-formand, Kristian Thulesen Dahl, er meget tilfreds med Folketingets kritik af finansministeren i Dong-sag.
Finansminister Bjarne Corydon (S) har fået en flerdobbelt røffel af Folketingets ledelse i sagen om salget af Dong til den amerikanske investerings-gigangt Goldman Sachs.
Det siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl efter, at Folketingets Præsidium med den socialdemokratiske formand Mogens Lykketoft i spidsen har sat spørgsmålstegn ved flere sider af det famøse Dong-salg.
- Jeg er meget tilfreds med Præsidiets svar i denne her sag, og finansministeren må nu erkende sit nederlag, siger han.
- Præsidiet går nu igen ind og pålægger Finansministeriet at give Folketinget fyldestgørende oplysninger. Det bliver helt konkret slået fast, at Præsidiet finder, at de alternative bud på Dong var og er relevante at se for Folketinget, siger han.
Her har præsidiet taget stilling til en klage fra netop Kristian Thulesen Dahl. Han har klaget over, at finansministeren ikke har givet Folketingets Finansudvalg indsigt i de alternative tilbud, der forelå på aktierne i Dong Energy.
Mens præsidiet undlader at vurdere de konkrete dokumenter eller oplysninger i sagen, så fastslår præsidiet, at de enkelte tilbud i sagen har saglig interesse for Finansudvalget.
Og at Folketingets politikere generelt godt kan håndtere fortrolige oplysninger.
- Præsidiet affejer fuldstændig argumentet om, at man ikke kan lade Folketinget se den slags af hensyn til fortrolighed. Vi kan sagtens holde en fortrolighed, der er helt normal praksis, siger Thulesen Dahl, der nu igen vil forsøge at få de alternative bud på Dong at se.
- Nu tager vi sagen op igen, nu vil vi bede om at få de alternative tilbud sendt over, og vi slipper ikke sagen, før det er sket, siger han.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde