- Det lyder som en stilling, hvor man har gode muligheder for at forbedre sit handicap på golfbanen.
Sådan lyder en af reaktionerne fra Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Ib Poulsen, efter at det tirsdag aften kom frem, at tidligere forsvarschef, Tim Sloth Jørgensen, fremover skal arbejde som kommitteret under Forsvarsministeriet.
Det falder Ib Poulsen for brystet, at Tim Sloth Jørgensen opretholder samme løn- og pensionsvilkår, som da han var chef for forsvaret, selvom det nærmere indhold i hans nye job ikke er defineret - ud over, at han skal "løse opgaver" for ministeriet.
- Man skal jo ikke trække sig og så samtidig gå ud fra, at man skal have det samme i løn. Man må gå ud fra, at den opgave, han skal løse, ikke er af samme kaliber som før, siger han.
Han vurderer, at Tim Sloth Jørgensen reelt kommer til at løse opgaver, som andre allerede løser i dag.
- De ting, som han skal løse, er garanteret under nogle andre chefer, så man letter bare deres opgaver, siger han.
Regeringens støtteparti vil nu kræve en forklaring fra forsvarsminister Søren Gade (V).
- Det lyder ikke rigtigt, og nu må vi forvente en redegørelse fra ministeren om, hvad der ligger i det her. Og det skal være en god forklaring.
Tim Sloth Jørgensen bad den 4. oktober om at blive "fritaget" fra stillingen som forsvarschef efter afsløringen af, at medarbejdere i Forsvarskommandoen havde fabrikeret en arabisk oversættelse af Thomas Rathsacks bog "Jæger - i krig med eliten" samt lækket den til pressen. Ifølge iagttagere var der dog reelt tale om en "trekvart fyring".
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker