DF enig med rød blok: Regeringen må vise skatteregnestykke
Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen (tv) er enig med den kritik af regeringens skatteudspil, som en samlet opposition beskriver i et fælles brev til finansminister Kristian Jensen (V). Foto: /ritzau/Dresling Jens/arkiv
/ritzau/Jens Dresling/arkiv
Støttepartiet er enig med en samlet opposition i, at regeringens skatteudspil ikke er fuldt finansieret.
Fem af de 15 milliarder kroner, regeringen vil bruge på at lette skatten for, er ikke konkret finansieret.
Det har fået en samlet opposition til tasterne med et fælles brev til finansminister Kristian Jensen (V), der afkræves et konkret regnestykke. Ellers kan den politiske debat ikke foregå på et sagligt grundlag, lyder det.
Hos regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, kan finansordfører René Christensen "sagtens følge oppositionen og for den sags skyld også den måbende befolkning":
- Regeringen er meget specifik på, hvor den vil bruge pengene, men meget uspecifik på, hvor pengene skal komme fra, siger han.
Regeringen nævner kun i overskrifter, hvor de fem milliarder skal komme fra: Loft over børnecheck, deltagerbetaling på danskundervisning og justeringer af overførselsindkomster.
- Det er da atypisk, at en regering - der har hele det store apparat bag sig - ikke kan fremlægge en politik, der er finansieret, siger René Christensen.
Oppositionen mener, at der må sidde kontanthjælpsmodtagere, pensionister og SU-modtagere og frygte, at de bliver ramt af "justeringerne". Den frygt kan René Christensen godt forstå:
- Det anerkender jeg fuldt ud. Og vi kan jo som politikere ikke diskutere et forslag, hvis man ikke ved, hvor pengene kommer fra.
DF-ordføreren forsikrer dog, at "man kan være helt rolig":
- Vi ønsker ikke at skære i ydelserne. Vi vil lave optjeningsprincipper på vores velfærdsydelser netop for at værne om dem.
Spørgsmål: Men optjeningsprincipper kan vel ikke skaffe i nærheden af fem milliarder?
- Nej, men vi har heller ikke noget behov for at finde fem milliarder, siger René Christensen med henvisning til, at DF ikke har tænkt sig at lægge stemmer til skattelettelser på det niveau, regeringen lægger op til.
Spørgsmål: Hvad gør I som støtteparti for at presse regeringen til at fremlægge konkret finansiering?
- Nu er regeringen kommet med et udspil, og så skal vi forhandle. Og det handler jo ikke kun om at forhandle noget ud, men også om at forhandle noget ind.
I brevet til finansministeren advarer oppositionen mod "en alvorlig svækkelse af samarbejdet mellem Folketinget og regeringen".
Selv om René Christensen er enig, advarer han mod at "træde op på den helt store klinge":
- Man kan nok finde beslutningsforslag fra alle oppositionspartier, hvor finansieringen ikke er særlig specifik.
- Men det er selvfølgelig noget andet, når det er regeringen - og så i den beløbsstørrelse.
Seneste artikler
Traktor brød pludselig i brand
Akut arbejde standser togtrafik
Eftersøgning indstillet: Maibritt stadig savnet
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Trist, træls og drønærgreligt: - Det hvide guld smuldrer mellem hænderne på os
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole