DF fastholder løfte om fuld Europol-pakke
Dansk Folkeparti tror stadig på fuldgyldigt medlemskab af Europol trods andre toner fra Løkke og EU-toppen.
- Danmark skal vedblive at være medlem af Europol på lige så gode betingelser som i dag.
Sådan skrev Dansk Folkepartis EU-ordfører Morten Messerschmidt i et debatindlæg i Jyllands-Posten, inden vælgerne stemte nej til tilvalgsordningen 3. december.
Men efter det første møde mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker og EU-præsident Donald Tusk fredag i Bruxelles, udtaler statsministeren, at Danmark ikke kan forblive som fuldgyldigt medlem af EU's politisamarbejde.
Kenneth Kristensen Berth, der også er EU-ordfører for Dansk Folkeparti, mener dog, at det er et strategisk kneb fra Løkke, Juncker og Tusk, der ville underminere ja-partiernes argumentation, hvis de tre herrer kom ud og sagde, at nu er en aftale i hus.
- Det ender sikkert med at blive på lige så gode betingelser som i dag. Det er klart, at Juncker skal spille hårdt ud. Og det gør han, så udtalelserne er efter bogen, siger Kenneth Kristensen Berth.
- Jeg ser stadig med sindsro på, at vi får lavet en aftale om Europol, som er ligeså god som den, vi var stillet i udsigt i tilfælde af ja ved afstemningen, lyder det fra EU-ordføreren.
Spørgsmål: Også et Europol-samarbejde som er ligeså godt som før afstemningen?
- Et Europol-samarbejde som er ligeså godt som i dag og giver den samme registeradgang for Danmark. Så kan det godt være, at der er nogle hjørner rundt omkring, hvor vi ikke bliver dækket lige så godt ind, siger Berth.
Spørgsmål: Før afstemningen sagde Dansk Folkeparti "på lige så gode betingelser som i dag" - altså uden hjørner - trækker I i land?
- Nej, det tror jeg ikke. Vi kan vurdere, når parallelaftalen er lavet, om den er tilstrækkeligt god. Hvis den viser sig ikke at være det, så kan vi gøre brug af tilvalgsordningen - men det er absolut sidste udvej, lyder det fra Kristian Berth.
Spørgsmål: Har I lovet noget, som I nu ender med ikke at kunne holde?
- Det er for tidligt at komme med den konklusion. Vi er i den absolutte startfase af et forhandlingsforløb, siger han.
Modsat DF fremsatte Enhedslisten i valgkampen ingen garantier om fortsat fuld dansk deltagelse i Europol.
På Twitter kalder retsordfører Pernille Skipper (EL) det en "ikkenyhed", at Løkke ikke kan få den fulde pakke i hus.
- Selvfølgelig er en parallelaftale ikke det samme. Løkke må opnå det bedst mulige, skriver hun.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet