DF: Fødevareministeren har svigtet de små producenter

En ny og forhadt EU-regel kan måske blive bøjet, så lokale fødevareproducenter kan levere produkter længere væk end 50 kilometer. Reglen har betydet, at kun producenter, som har sat et større kontrol- og fragtsystem i værk, har kunnet levere fødevarer til for eksempel gourmetrestauranter og specialbutikker i Københavnsområdet.

I forbindelse med folketingets fødevareudvalgs besøg i området tidligere på året blev problematikken belyst. En problematik, som formanden for Folketingets Fødevareudvalg, Dansk Folkepartis René Christensen, ikke har kunnet få fødevareminister Mette Gjerskov til at tage op i EU.
Men nu lysner det, siger René Christensen.
- Hvad fødevareministeren i januar afviste overhovedet kunne lade sig gøre, har Fødevarestyrelsen nu ordnet med et pennestrøg på et møde med EU-kommissionen. Og det forventes nu, at der blødes op for reglerne, siger René Christensen.

Han er meget fortørnet over fødevareministerens afvisning af sagen, som åbenbart relativt nemt kunne løses.
- Det er pinligt, at ministeren har svigtet sit ansvar over for de små fødevareproducenter på den måde og altså i et halvt år under det danske formandskab ikke har gjort noget ved sagen, når der tydeligvis var muligheder for ændringer, siger René Christensen.
Han håber på en løsning, som betyder at fødevareproduktcenter fremover kan få lov at levere uden problemer inden for landdelenes og dermed bøjes den danske fortolkning af ”lokalområder” i EU loven.

René Christensen forlanger nu, at fødevareminister Mette Gjerskov forklarer sin adfærd i sagen.
- Vi kan ikke have en minister, der foragter de små lokale næringsdrivende og nægter at kæmpe deres sag i EU. EU-kommissionen skal stadig godkende de nye regler i september, og der må ministeren altså være helt oppe på beatet for at sikre, at Danmark ikke bliver snøret en gang til af EU, og ministerens interesse for området har jo været beskeden indtil videre, slutter René Christensen.
 

Foto: Arkiv

Offentliggjort Sidst opdateret