DF foreslår flere udlændingestramninger

Dansk Folkeparti foreslår nu en række yderligere stramninger i udlændingepolitikken.

Selv om Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, afviser, at hun spiller "udlændingekortet", så kommer de foreslåede stramninger samtidig med, at økonomien har overskygget de første dage af valgkampen.

- Når der rigtig kommer gang i den ude i forsamlingshusene, så skal vi nok blive spurgt om det. Nu er det så bare lige blevet i dag, siger Pia Kjærsgaard ved partiets første pressemøde efter udskrivelse af folketingsvalget.

Dansk Folkeparti foreslår, at regionale asylcentre fremover skal være "hjørnesten" i dansk asylpolitik. At det såkaldte optjeningsprincip udbygges, og at grænsekontrollen udbygges med endnu flere toldere og flere kompetencer til dem.

Desuden at der lægges yderligere pres på afviste asylansøgeres hjemlande for at få dem til at modtage dem, og at integrationen styrkes yderligere af flygtninge og indvandrere.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ellers på forhånd afvist forslaget om at afvikle asylcentrene og i stedet flyve beboerne til nye centre i nærområderne. Men det afskrækker ikke Pia Kjærsgaard.

- Lige nu ser det måske ikke så let ud, men man har altid om Dansk Folkeparti sagt: Det bliver ikke til noget. Det her er valgkamp. Når valgaftenen er overstået, så er det en anden virkelighed, siger Dansk Folkepartis formand.

- Måske er det ikke det hele, vi kan få gennemført. Men lad os sige, at der er takter i det her, som vi får gennemført, siger Pia Kjærsgaard.

De fremtidige asylansøgere til Danmark skal således tilbydes hjælp i nyoprettede asylcentre i nærområder fremfor herhjemme.

Asylansøgere, der modtages ved de danske grænser, vil derfor kun være i landet i kort tid til en såkaldt modtagelse og registrering. Herefter bliver de sat på et fly og transporteret tilbage.

/ritzau/

- Når der rigtig kommer gang i den ude i forsamlingshusene, så skal vi nok blive spurgt om det, siger Pia K.

Offentliggjort Sidst opdateret