Barialai Hassanzai skal have mulighed for at tage en prøve i medborgerskab, der kan sikre ham permanent opholdstilladelse i Danmark.
Det siger Dansk Folkeparti, efter Information tirsdag fortæller historien om den 22-årige Hassanzai, der er tolk for danske soldater i Afghanistan, men har fået afslag på permanent opholdstilladelse i Danmark, da han ikke scorer point på aktivt medborgerskab.
Regeringen og DF ændrede sidste år reglerne for at få permanent opholdstilladelse.
Det giver point at udvise aktivt medborgerskab, hvilket vil sige at være aktiv i en forening eller lignende. Men partierne besluttede også at indføre en prøve i medborgerskab, der kunne give de nødvendige point.
Men prøven er endnu ikke kommet i gang, og det kritiserer Dansk Folkeparti.
- Jeg kan godt forstå, at han gerne vil have permanent opholdstilladelse. Og vi har netop lavet denne ventil i lovgivningen, så det er en vej, man kan gå.
- Så det er møgirriterende, at det ikke fungerer et år efter, vi har aftalt det, siger Dansk Folkepartis medlem af Integrationsudvalget, Martin Henriksen.
Han mener, at Integrationsministeriet skal give tolken særbehandling og lade ham få prøven hurtigst muligt.
- Ministeriet skal gøre en undtagelse og give ham positiv særbehandling. Det kan godt være, at alle ikke kan tage prøven, men man kan godt tage en enkelt person ind og lade ham tage testen.
Spørgsmål: Men tror du så ikke, at der også er andre, der gerne vil have særbehandling?
- Jo, men det er en så særlig situation, når man er ude for at hjælpe de danske soldater. Så i denne sag kan det godt gå, før den rigtige prøve er stablet på benene, siger Martin Henriksen.
Barialai Hassanzai tager onsdag til Afghanistan, og Dansk Folkeparti er klar til at lade ham tage testen, mens han er udsendt.
Integrationsministeriet forventer, at prøven i medborgerskab er klar til juni.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde