DF-formand håber på stor politisk fremtid for Messerschmidt
- Jeg ser gerne, at Morten Messerschmidt har en stor fremtid i dansk politik og i Dansk Folkeparti. Han er rigtig dygtig, og det skal vi drage nytte af, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl om den sygemeldte europaparlamentariker. (Arkivfoto) Foto: Polfoto/Hove Olesen Peter
Polfoto/Hove Olesen Peter
Sygemeldte Messerschmidt er dygtig, siger DF-formand, der ikke udelukker ham fra dansk politik i fremtiden.
Trods en central rolle i skandalesagen om Dansk Folkepartis tilbagebetaling af EU-støttekroner og en sygemelding dømmer partiformand Kristian Thulesen Dahl langt fra europaparlamentariker Morten Messerschmidt ude.
- Jeg ser gerne, at Morten Messerschmidt har en stor fremtid i dansk politik og i Dansk Folkeparti. Han er rigtig dygtig, og det skal vi drage nytte af, siger han i et interview med DR Nyheder.
Kristian Thulesen Dahl udelukker ikke, at Messerschmidt kan opstille til det danske folketing i fremtiden
- Men han sidder i Europaparlamentet i valgperioden frem til 2019, siger partiformanden til DR Nyheder.
Grundet tvivl omkring brugen af midler fra EU-Parlamentet har Dansk Folkeparti besluttet at returnere i alt mere end 2,5 millioner kroner.
Pengene er bevilget gennem den europæiske alliance Meld og fonden Feld fra 2012 til 2015. Og de er blandt andet blevet brugt på annoncekampagner, medietræning samt to af partiets sommergruppemøder.
Morten Messerschmidt er blevet slået politisk tilbage til start, efter at sagen for alvor begyndte at rulle i den forgange uge.
Tidligere på året mistede han posten som Dansk Folkepartis gruppeformand i EU-Parlamentet som en udløber af sagen om støttekronerne.
Tirsdag offentliggjorde Kristian Thulesen Dahl så, at europaparlamentarikeren ikke længere var en del af partiets øverste ledelse, det magtfulde koordinationsudvalg.
Og lørdag blev Morten Messerschmidt kørt til Nordsjællands Sygehus i Hillerød, efter at han mistede følingen i begge arme og fik tunnelsyn under en køretur. Senere fik han også et blackout.
På hospitalet blev han undersøgt efter mistanke om en blodprop, men lægerne fandt ikke noget.
Ildebefindendet var ifølge Messerschmidts presserådgiver, Kristian Wederkinck, formentlig en reaktion på langvarig stress, mens sagen om EU-støttemidlerne har stået på.
Messerschmidt blev udskrevet igen lørdag aften, men er nu sygemeldt på ubestemt tid.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde