DF forsigtigt positiv over for nul-kvote og grænsekontrol
DF har fredag fået to meldinger fra regeringen, som man tager afmålt imod. Regering skal op i et højere gear.
Flygtninge- og migrantkrisen har sat forholdet mellem den smalle V-regering og blå bloks største parti, Dansk Folkeparti, på alvorlig prøve i den seneste uge.
Fredag kom der dog to meldinger, som Dansk Folkeparti tager positivt imod, selvom støttepartiet fortsat efterlyser en klar retning fra regeringen.
Den første melding stod udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) for, da hun meddelte, at Danmark vil tage lige præcis nul flygtninge ud af de 160.000, som EU-landene mandag forsøger at nå til enighed om en fordeling af.
- Det bakker jeg regeringen fuldstændig op i, siger EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF).
Dermed rejser Inger Støjberg mandag til Bruxelles med DF's velsignelse, fordi mødet kun drejer som om fordelingen af de første 160.000 flygtninge.
Dansk Folkeparti efterlyser dog en ligeså stålfast linje, når det gælder den permanente kvotefordeling, som ventes at følge efter fordelingen af de første flygtninge:
- Jeg er bekymret for, hvad der kommer til at ske fremover. Vi høre, at kommissionen vil indføre en permanent mekanisme. Der hører jeg ikke regeringen være lige så markant. Der havde jeg gerne set, at regeringen var lige så stålsat, siger Kenneth Kristensen Berth.
Regeringens dilemma består i, om man kan blive i Dublin-forordningen, hvis Danmark ikke siger ja til permanente kvoter. Men Dansk Folkeparti tvivler på, hvor meget Dublin-forordningen overhovedet er værd:
- Dublin-forordningen eksisterer reelt ikke længere, for folk kommer gennem Europa i tog, til fods og hvad ved jeg. Det er en mærkelig prioritet, at man vil være med i noget, der reelt ikke virker.
Spørgsmål: Ser du gerne, at vi forlade Dublin-forordningen?
- Jeg ser ikke gerne, at vi forlader den, men lige nu eksisterer den ikke. Om den kommer til det i fremtiden, ved jeg ikke, men lige nu eksisterer den ikke, siger Kenneth Kristensen Berth.
Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, efterlyser, at regeringen kommer "op i gear". Han er dog efter et orienteringsmøde hos Inger Støjberg tilfreds med, at regeringen er lydhør over for at optrappe grænsekontrollen.
- Noget af det, vi har fremført, er, at der skal være myndighedspersoner til stede ved grænsen. Der fornemmede jeg en vis lydhørhed fra regeringens side, siger Martin Henriksen.
Han mener ikke, det er acceptabelt, at mennesker illegalt kan opholde sig i Danmark, uden politiet kan gribe ind.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker