Dansk Folkepartis forslag om at skære i ulandsbistanden for at rette op på det offentlige underskud vil koste to millioner børn i verdens fattigste lande deres skolegang hvert år. Det vurderer nødhjælpsorganisationen Ibis.
Som led i forhandlingerne om genopretningsplanen for den danske økonomi vil DF sænke ulandsbistanden fra de nuværende 0,88 procent af bruttonationalproduktet (BNP) til 0,7 procent. Det forslag vil ifølge Ibis beskære den danske bistand med 3 milliarder kroner årligt.
- For de tre milliarder kroner, Dansk Folkeparti vil tage fra verdens fattigste, kan man hvert år få mere end to millioner børn i skole. De børn og fattige, der i forvejen er hårdest ramt af finanskrisen, skal ikke yderligere lægge skuldre til at betale for den økonomiske krise i Danmark, lyder det fra Vagn Berthelsen, generalsekretær for Ibis.
Hvis regeringen går med til at skære i ulandsbistanden under de kriseforhandlinger, der er indledt torsdag, mener Ibis, at der er tale om et løftebrud i forhold til regeringsprogrammet fra 2010.
Her hedder det, at man i 2011-2013 vil "fastholde ulandsbistanden nominelt på samme niveau som i 2010, idet det sikres, at bistanden ikke falder til et niveau under 0,8 pct. af BNP".
- En nedskæring af bistanden vil være et klart brud på det løfte, som regeringen har givet vælgerne ved regeringsrokaden i februar, konstaterer Vagn Berthelsen fra Ibis.
Genopretningsplanen skal finde besparelser for i alt 24 milliarder kroner, for at Danmark lever op EU's såkaldte konvergenskrav.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde