DF forventer at regeringen bøjer sig

Dansk Folkepartis finansordfører er torsdag formiddag mødtes med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) på ministerens kontor.

Før han gik i enrum med ministeren sagde han, at han forventer, at regeringen vil bøje sig.

- Der er et punkt, hvor vi har svært ved at lave en aftale på det grundlag, regeringen har lagt frem, simpelthen fordi vi ikke mener, den har den effekt, som de penge, man bruger på den, skulle give anledning til, siger han med henvisning til regeringens boligpakke.

- Der må der simpelthen være mulighed for at få en reel forhandling, der gør, at man kan tage de værktøjer i brug, der rent faktisk giver vækst. Vi tager det ganske roligt, fordi vi kommer med et godt udgangspunkt.

Regeringen har indikeret, at den ikke vil pille løfterne til boligejerne ud af pakken, men onsdag sagde Claus Hjort Frederiksen også, at det vil være muligt at justere regeringens forslag.

Samtidig med, at Thulesen Dahl lægger op til, at regeringen må bøje sig, siger han, at Helle Thorning-Schmidts bærer en stor del af skylden for, at regeringen er malet op i et hjørne.

- Forstået på den måde, at hvis man vil lave en vækstpakke, skal man lave en vækstpakke med det indhold, der giver noget på kort sigt.

- Det er det, der er hele idéen, og dér skete der noget i lørdags, der gjorde, at de her hovedaktører satte hinanden skakmat, siger han med henvisning til, at Socialdemokraterne og SF i weekenden overhalede regeringen indenom og gik ud med en boligpakke stort set magen til regeringens.

Selv om opposition og regering dermed på papiret er enige, så vil den siddende regering på ingen måde lave en aftale med oppositionen, som regeringen opfatter som økonomisk uansvarlig.

- Det er svært for en regering, når de først har foreslået det her, at der er en sulten Helle Thorning-Schmidt, der siger, at den køber hun, de kan bare lave den med hende. Så er det svært for regeringen at lave indholdet om og give indrømmelser til os på det, siger Thulesen Dahl.

/ritzau/

Finansminister og Thulesen Dahl er gået i enrum for at forhandle boligpakke. DF tror, regeringen vil bøje af.

Offentliggjort Sidst opdateret