DF frygter ustabilt samarbejde med NA

En borgerlig regering, der både skal have støtte fra Dansk Folkeparti og Ny Alliance, vil ikke blive stabil.

Det siger gruppeformand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl, efter at valgstedsmålinger og prognoser er uenige om, hvorvidt DF efter valget må dele sin magtfulde rolle som støtteparti med Ny Alliance.

- Valget står mellem et stabilt flertal bag Fogh med Dansk Folkeparti eller et ustabilt med Ny Alliance. Vi respekterer vælgernes dom og vil samarbejde med Ny Alliance, hvis det er det, vælgerne ønsker, men det bliver ikke nemt. Det bliver ustabilt, siger han inden jublen bryder ud bag ham i Landstingssalen på Christiansborg.

En prognose fra DR viser rent flertal til VKO og mandat fremgang til DF.
- Det viser bare, at vi ikke skal tage noget for givet, før dommeren fløjter af, siger Kristian Thulesen Dahl, inden han vender tilbage til spørgsmålene om et muligt samarbejde med Ny Alliance.

De to partier står meget langt fra hinanden på en centrale punkter som skat og udlændinge og har haft nogle heftige opgør under valgkampen. Derfor glæder Kristian Thulesen Dahl sig over, at Dansk Folkeparti på de områder har forlig med regeringen.
- Anders Fogh har fastslået, at regeringen står ved forligene, og derfor skal Dansk Folkeparti være med, hvis der skal laves noget om. Det er meget vigtigt. Vi er indstillet på samarbejde, men spørgsmålet er, hvilken attitude Ny Alliance kommer med. De har indimellem været meget bedrevidende og hovne, og hvis de kommer med ultimative krav, så bliver det meget svært, siger Kristian Thulesen Dahl.

Ved sidste valg fik Dansk Folkeparti 13,3 procent af stemmerne og 24 mandater. Og det ser ud til, at partiet fastholder og måske udbygger rekordresultatet fra 2005. Det kan få stor betydning:
- Hvis vi kommer med et stort mandattal, så får det selvfølgelig vægt i samarbejdet. Ny Alliance må respektere, at så mange danskere har stemt på os, siger Kristian Thulesen Dahl.
/ritzau/




En borgerlig regering, der både skal have støtte fra Dansk Folkeparti og Ny Alliance, vil ikke blive stabil. Det siger gruppeformand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl.

Offentliggjort Sidst opdateret