DF: Håndværkerfradrag er meget effektivt
Dansk Folkeparti mener, at boligjobordningen virker, selvom danskerne benytter den mindre end ventet.
Både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti går til finanslovforhandlingerne med et ønske om at forlænge boligjobordningen, som giver et skattefradrag for udgifter til håndværkere, rengøringshjælpere og havearbejdere.
Og selvom en opgørelse fra Skatteministeriet viser, at ordningen sidste år blev brugt markant mindre end ventet, så tvivler Dansk Folkepartis finansordfører ikke på virkningen.
- Det fortæller mig faktisk, at det er et meget effektivt instrument, siger Rene Christensen til Ritzau, og forklarer:
- For selv om den ikke er blevet brugt fuldt ud, så er erhvervet positive over for den. Det er en ordning, der har mere potentiale, end den har vist - også i forhold til arbejdspladser.
Tal fra Skatteministeriet viser, at der for 2013 er indberettet fradrag under ordningen med en skatteværdi på 1615 millioner kroner.
Det er over en tredjedel under det forventede niveau på 2550 millioner kroner.
Alligevel oplever Dansk Folkeparti, at ordningen har en mærkbar betydning for beskæftigelsen blandt håndværkerne.
- Når vi taler med erhvervet, så er de rigtig glade for ordningen. Den giver arbejdspladser og også lærlingepladser, som er et af vores største problemer i øjeblikket, konstaterer Rene Christensen.
Ordningen giver alle personer over 18 år et skattefradrag på op til 15.000 kroner om året på lønudgifter inden for en række serviceydelser.
Den blev indført 1. juni 2011 under VK-regeringen som et middel til at sætte gang i den danske økonomi. Ordningen blev forlænget i forbindelse med sidste års vækstpakke, så den nu løber til udgangen af 2014.
Men før sommerferien erklærede økonomiminister Margrethe Vestager (R), at ordningen havde udtjent sit formål.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker