DF har længe haft mistanke om svindel med lægeerklæringer
Folketinget kan have givet dansk indfødsret på baggrund af fusk med lægeerklæringer. Speciallæge undersøges.
Det er dybt forargeligt, men det kommer alligevel ikke helt bag på Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Christian Langballe, at en speciallæge nu skal undersøges for i mindst 30 tilfælde at have givet enslydende lægeerklæringer til ansøgere om dansk indfødsret.
Det siger han til Ritzau efter et møde i Indfødsretsudvalget, hvor medlemmerne er blevet orienteret om den pågældende sag.
- Jeg har kunnet fornemme, at der har været flere dispensationer med diagnoser, som har lignet hinanden meget. Det har givet mig en mistanke, og jeg har også kaldt ministeren i et lukket samråd om spørgsmålet.
- Nu skal vi have undersøgt den konkrete sag først, men hvis det forholder sig sådan, som jeg tror, det gør, så vil vi gerne have gennemtrevlet hele området for at se, om det her er en enkeltstående sag, eller om der er paralleller, siger Christian Langballe.
Justitsminister Mette Frederiksen (S) nævner, at en række sygdomme og symptomer, blandt andet den fremherskende diagnose posttraumatisk stress syndrom, PTSD, kan give dispensation for nogle af de krav, der skal opfyldes for at få dansk statsborgerskab.
Og netop hvad PTSD betyder i forhold til for eksempel at kunne bestå danskprøven, vil Venstre gerne have klarlagt.
Det siger indfødsretsordfører Preben Bang Henriksen (V) til Ritzau.
- Vi har ikke kunnet undlade at bemærke, at i 90 procent af de sager, vi får forelagt i udvalget, søges der dispensation på baggrund af PTSD.
- Vi vil gerne have en lægefaglig vurdering af, hvad det dækker over, og om det kan være en relevant årsag til, at man ikke kan bestå dele af indfødsretsprøven, siger Preben Bang Henriksen.
Hvis lægeerklæringerne ikke er lavet ud fra en individuel medicinsk vurdering, kan det have betydet, at Folketinget har fået forkerte lægelige oplysninger og dermed givet dispensation på et uberettiget grundlag, siger justitsministeren.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde