DF: Hellere forsamlingshuset end Facebook

Du kan ikke "synes godt om" Dansk Folkeparti på Facebook. Folketingets tredjestørste parti har nemlig ikke en side på det sociale netværk.

Pia Kjærsgaard og de øvrige topfolk i partiet ønsker at have styr på kommunikationen, og de tror ikke, at de kan nå at svare på alle henvendelser.

- Det går stærkt på Facebook, og selvom Pia, Peter Skaarup eller en af de andre måske har meget tid om morgenen, er det ikke sikkert, at de kan følge med i debatten i løbet af dagen, siger Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard.

Pressechefen anerkender, at sociale medier som Facebook har betydning for den politiske debat, men han mener samtidig, at effekten bliver overdrevet.

- Facebook er helt sikkert en platform at tale fra. Men politikerne bliver altså valgt på deres holdninger.

- Jeg synes, at Facebooks betydning for nogle personer er blevet en religion, man dyrker, siger Søren Søndergaard.

Partiet, der er gået frem ved hvert eneste folketingsvalg, mener, at det er mest effektivt at møde vælgerne ansigt til ansigt.

- Vi tager hellere dialogen på gaden eller i forsamlingshuset. Vi mener, det giver mere at trykke vælgerne i hånden og høre, hvad de har at sige, siger Søren Søndergaard.

Bo Kampmann Walther er lektor i medievidenskab ved Syddansk Universitet, hvor han forsker i sociale medier. Han mener, at DF er bange for de reaktioner, indlæg på Facebook kan føre med sig.

- Jeg tror, at Dansk Folkeparti er bange for at blive lagt for had. Der er jo intet filter, så der kan komme ekstreme typer og skrive vanvittige ting, som partiet ikke har styr på, siger han og henviser til den norske massemorder Anders Behring Breivik.

Medieforskeren mener, at det kræver meget at have succes på sociale medier som Facebook.

- Det er vigtigt, at du har en klar profil, som du kan overføre til Facebook. Du kan ikke gå den modsatte vej, siger han og uddyber:

- Man vidste, at tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen løb, inden han begyndte at invitere Facebook-vennerne med på løbetur. Når statsminister Lars Løkke Rasmussen står og pruster, virker det ikke lige så autentisk.

/ritzau/

Dansk Folkeparti er som Folketingets eneste parti ikke på Facebook. Der skal være styr på kommunikationen.

Offentliggjort Sidst opdateret