Danmark skal bevare sin fastkurspolitik, hvor kronen knyttes tæt til euroen, fordi finansmarkederne lægger vægt på, at landene følger en stabil økonomisk politik.
Det fastslår Dansk Folkepartis finansordfører Kristian Thulesen Dahl.
- Lige nu kan og skal vi ikke ændre fastkurspolitikken. Ét element overskygger de fordele, som vi ville have ved at lade valutaen flyde frit: Det er dén tillid, der er til et lands økonomiske politik og valuta, siger han.
DF's EU-parlamentariker Morten Messerschmidt åbnede for nylig for en diskussion af dansk fastkurspolitik. Men den diskussion lægge Kristian Thulesen Dahl nu låg på.
Hvis Danmark pludselig lod kronen svinge som i Sverige, ville det ifølge Thulesen Dahl skabe forvirring på de internationale finansmarkeder.
Thulesen Dahl betegner sig selv som EU-skeptiker og modstander af euroen.
Men han erkender samtidig, at der trods gældskrisen er der bundet så stor politisk prestige til euroen, at EU's fælles valuta vil overleve, selv om der er store økonomiske spændinger mellem eurolandene.
- Man skulle sige til de sydeuropæiske lande, at hvis der skal være en overlevelse, så skal de træde ud af eurosamarbejdet og retablere deres egen valuta. Så bliver de ramt på deres egen valuta, når de ikke fører en ansvarlig økonomisk politik, siger han.
Alternativet er, at hjælpepakkerne fra eurofonden får en selvforstærkende effekt i en dødsspiral, der afføder stadig større bidrag fra Tyskland og nordeuropæiske eurolande, frygter Kristian Thulesen Dahl.
- Det interessante er Tyskland: Hvor længe vedbliver de at finansiere? De har bragt sig i en situation, hvor de ikke kan sige stop og må hjælpe mere og mere, siger han.
Siden 1982 har kronen fulgt først D-marken og siden 1999 euroen tæt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned