DF: Hvorfor taler Thorning om kartoffelskræller?
Formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, forstår ikke helt, hvordan statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan finde plads til at snakke om madspild frem for velfærdsturisme i sin åbningstale i Folketinget tirsdag.
- Det, der undrer mig lidt, er, at hun kan få plads til en åbningstale, der handler om kartoffelskræller og salatrester, mens hun slet ikke kan adressere det her med velfærdsturisme.
- Det har vi diskuteret hele sommeren, siger han umiddelbart efter talen og tilføjer:
- Når en avis skrev for et par uger siden, at 7000 østeuropæere kunne få dansk kontanthjælp, og 1000 af dem kun har været her i under et år, så er der mange danskere, der sidder og tænker: Er det det, vores skattekroner skal gå til?
Dansk Folkeparti har netop lagt et forslag om, at partiet skal have indrømmelser i forhold til et værn mod den såkaldte velfærdsturisme, hvis DF skal bakke op om dansk tilslutning til EU's patentdomstol.
Kristian Thulesen Dahl sagde til Ritzau inden folketingsåbningen, at han regner med, at regeringen overvejer DF's krav om velfærdsturisme.
Men efter Thornings tale er han i tvivl om, hvor vigtigt det er for statsministeren.
- I virkeligheden tror jeg, at det er fordi, at de ikke er særligt bekymret for det. Og det ærgrer mig selvfølgelig, siger DF-formanden.
Thorning fastslår i åbningstalen, at hvis DF ikke bakker op om patentdomstolen, så skal danskerne til folkeafstemning om spørgsmålet den 25. maj næste år. Det er samme dag, som danskerne skal stemme ved valget til Europaparlamentet.
Kristian Thulesen Dahl har dog også ros til statsministeren for at indlede sin tale med et stykke dansk historie.
- Jeg synes, at det var rigtigt godt, at statsministeren indledte sin tale med redningen af vores jødiske landsmand for 70 år siden.
- Det må jeg sige. Uanset hvem der sidder som statsminister, så synes jeg, at det er det rigtige at gøre. Det glædede mig virkelig, at Helle Thorning-Schmidt gjorde det, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned