DF i kovending: Lad DSB beholde sine penge

Dansk Folkeparti har ombestemt sig og vil nu have regeringen til at vente med at gennemføre den besparelse på betalingerne til DSB, som partiet selv var med til at vedtage i 2010.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger partiets trafikordfører, Kim Christiansen, efter Ritzau har kunnet fortælle, at regeringen nu planlægger at gennemføre besparelsen.

- Der skal forhandles nye trafikkontrakter i 2014, og jeg synes, DSB skal have fred indtil da, så man kan finde de besparelser internt, der skal til for at få et positivt resultat igen, siger han til Ritzau.

Kim Christiansen var ellers selv ude med en erklæring om, at DSB også måtte bidrage til besparelserne i den offentlige sektor, da den daværende VK-regering sammen med Dansk Folkeparti vedtog besparelsen i forbindelse med finansloven for 2011.

Sidste år valgte den dengang nyvalgte regering med finansminister Bjarne Corydon (S) i spidsen at udskyde besparelsen, men nu er den altså med i regeringens finanslovsforslag for 2013.

- Verden ændrer sig, og vi er nødt til at se på DSB's økonomi, som den er lige pt. Og der er spørgsmålet, om det er det rigtige at gøre lige nu, siger Kim Christiansen.

Han henviser til, at DSB i første halvår havde et underskud på 125 millioner kroner før skat.

- Regeringen må mene, at DSB's halvårsregnskab indikerer, at man kan spare 300 millioner. Det tror jeg godt, man kan, men jeg tror, der skal en større øvelse til.

- Jeg er meget enig i, at vi skal se på DSB, men jeg synes, den nye ledelse og den nye bestyrelse skal have mulighed for at finde deres ben. Så det er måske ikke nu, at de skal have et sparekrav på 300 millioner, siger Kim Christiansen.

Han mener dog stadig, at besparelserne kan være relevante på et senere tidspunkt.

- Det kan godt være, kontraktbetalingen skal være 300 millioner mindre. Men det er noget, man må se på, når der skal forhandles ny kontrakt, siger han.

/ritzau/