DF: Kampen om ejendomsvurderingerne fortsætter
Dansk Folkeparti støtter skatteministerens beslutning om at suspendere ejendomsvurderingerne for i år og i stedet udskyde arbejdet til 2015.
- Jeg synes, det er godt, at skatteministeren nu udsætter ejendomsvurderingerne, og det er rigtig godt, at man nu laver et nyt system.
- Det nuværende er både tungt og bureaukratisk og bruges reelt ikke til ret meget. Det, sammenholdt med, at det er smækfyldt med fejl, gør, at det er det helt rigtige at lave et nyt system, skriver skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) i en pressemeddelelse.
Ifølge Politiken og DR må boligejerne nu vente til 2015, før de kan få at vide, om de har penge til gode.
Beslutningen om at udskyde vurderingerne kommer, efter at Rigsrevisionen i august kritiserede de offentlige ejendomsvurderinger for at være så upræcise, at tre ud af fire parcelhuse i 2011 blev handlet til helt andre priser end den offentlige vurdering.
Det betyder for en del af boligejernes vedkommende, at de har betalt for meget i skat, mens andre har betalt for lidt i skat.
Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) præsenterer onsdag regeringens nye bud på, hvordan man de kommende år håndterer de omdiskuterede ejendomsvurderinger.
Det er kun de boligejere, der har fået deres bolig vurderet for højt i den seneste ejendomsvurdering fra 2011, som kan få penge tilbage, selvom problemerne stammer fra længere tilbage i tiden. Men det vil DF ikke acceptere.
- Regeringen skal dog ikke regne med at få fred, og de kan slet ikke forvente, at kampen om ejendomsvurderingerne er slut her.
- Det er som om, at Skat prøver at tegne et billede af, at man næsten gør folk en tjeneste ved at give folk deres penge tilbage for et år, selvom folk måske har betalt for meget i 10. Den går altså ikke, skriver Dennis Flydtkjær.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker