DF klar til samarbejde med Ny Alliance

Dansk Folkeparti ser flere punkter, hvor det kan samarbejde med Ny Alliance - og partiet er også villig til at se på udlændingepolitikken. Det siger Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, efter at den første valgstedsmåling placerer Ny Alliance som tungen på vægtskålen for en ny VK-regering.

- Vi er åbne for samarbejde med alle partier, og det gælder også Ny Alliance. Vi er enige om skattestoppet, og vi kan også samarbejde om trafik og dyrevelfærd, hvor begge partier ønsker at stoppe de forfærdelige dyretransporter, siger Peter Skaarup, der også er parat til at se på udlændingepolitikken igen, hvis koalitionspartnerne ønsker det.
- Men vi har et forlig med regeringen, og det står vi ved, siger Peter Skaarup.

Ved det seneste valg fik Dansk Folkeparti 13,3 procent af stemmerne og 24 mandater. Den første valgstedsmåling viser, at DF denne gang får 13,4 procent af stemmerne og dermed fastholder rekordresultatet fra 2005.
/ritzau/




Dansk Folkeparti ser flere punkter, hvor det kan samarbejde med Ny Alliance - og partiet er også villig til at se på udlændingepolitikken.

Offentliggjort Sidst opdateret