Dansk Folkeparti vil i de afsluttende finanslovforhandlinger sætte fokus på kriminalitetsbekæmpelse efter den såkaldte Al Capone metode. Partiet har krævet 300 millioner kroner på finansloven til at ramme kriminelle ved at gå efter skattesnyd og socialt bedrageri.
De kriminelle skal populært sagt fanges af sammenhængen mellem luksuriøs livsstil og en på papiret lav indtægt.
- Det er vores opfattelse, at der er rigtig meget kriminalitet og socialt bedrageri. Hvordan kan man så sætte de forskellige myndigheder i stand til i højere grad at bekæmpe den kriminalitet - lige fra den hårde kriminalitet i bandemiljøerne til den kriminalitet der finder sted ved, at udlændinge kører i udenlandsk indregistrerede biler, siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl.
Ud over indsatsen mod herboende kriminelle kræver partiet også øget grænsekontrol for at sikre imod illegal import af våben og narkotika.
Forhandlingerne om finansloven genoptages lørdag klokken 14 i Finansministeriet, hvor også udeståender om vækstinitiativer trænger sig på. Dansk Folkeparti kræver otte milliarder kroner i fremrykkede offentlige investeringer for at modvirke stigende ledighed. Pengene skal bruges på sygehuse, skoler og veje.
Parterne strides også om placeringen af et af de nye supersygehuse. Regeringen vil placere et i Gødstrup ved Herning, men DF vil have det til at ligge i Aulum - også tæt ved Herning.
Og så har Dansk Folkeparti krævet en såkaldt repatrieringspakke, der skal belønne indvandrere med op til 200.000 kroner, hvis de forlader Danmark. Svært integrerbare familier skal også kunne afskæres fra gængse integrationstilbud som sprogundervisning og lignende.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub