DF kræver fortsat stramning af jobordning

Dansk Folkeparti vil have strammet op på asylansøgeres muligheder for at få midlertidigt ophold i Danmark via et job, uanset at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har givet afslag på ophold med henvisning til job i omstridt vikarbureau.

- Det er positivt, at hun har givet afslag på den model, men vi vil have tjekket, om alt er, som det skal være. Vi ønsker en opstramning. Vi mener ikke, at afviste asylansøgere skal kunne arbejde. Er man afvist, skal man ikke blive i Danmark, siger næstformand i DF, Peter Skaarup.

Han frygter spekulation i den såkaldte beløbsordning, der åbner for opholdstilladelse, hvis man har et fast job til mindst 31.250 kroner om måneden. Blandt andet venter en afvist irakisk asylansøger på at få afgjort, om han kan få midlertidig opholdstilladelse i Danmark på baggrund af et job som sundhedsfaglig oversætter på Bispebjerg Hospital.

- Der kan stadig spekuleres i det her. Hvis man kan få en virksomhed til at betale og sige, at det er et reelt job, så kan man for ussel mammon købe ophold, siger han.

Han vil ikke afvise, at jobbet på Bispebjerg Hospital er skabt til formålet og ikke nødvendigvis er helt reelt.

- Det er en høj løn bare lige at komme ind på. Så man kan da få mistanken, om det er et reelt job.

/ritzau/

Uanset at integrationsministeren har afvist midlertidigt ophold via vikarjob, kræver Dansk Folkeparti stramning af udlændinges muligheder for arbejde i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret