DF kræver gulerod: Ellers stemmer vi imod patentdomstol
Dansk Folkeparti står fast på sit krav om en folkeafstemning om dansk medlemskab af en europæisk bankunion eller indrømmelser i forhold til såkaldt velfærdsturisme. Ellers stemmer partiet imod dansk deltagelse af EU's patentdomstol.
Det fastslår partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF), efter at europaminister Nick Hækkerup (S) lørdag i Politiken blankt har afvist det ene ben i DF's forslag om at lade danskerne stemme om bankunionen i stedet for patentdomstolen.
- Jeg ved ikke, om jeg skal tolke Nick Hækkerup som, at regeringen er klar til at se på velfærdsturisme, siden han ikke har afvist det, siger Kristian Thulesen Dahl og tilføjer:
- Hvis regeringen er parat til at give indrømmelser på det område, så må vi se, hvor langt vi kan komme.
DF er skeptisk over for patentdomstolen, der betyder afgivelse af dansk suverænitet til EU, men er parat til at stemme for og dermed hjælpe regeringen uden om en folkeafstemning.
Men det kræver altså, at partiet til gengæld får regeringens opbakning til enten en folkeafstemning om dansk tiltræden i en europæisk bankunion eller stramninger, som skal dæmme op for såkaldt velfærdsturisme i Danmark.
Afviser regeringen at imødekomme DF, vil partiet gøre sit for, at beslutningen om Danmarks tiltræden i patentdomstolen lægges ud til folket.
- Det er ikke os, der formelt afgør, om der kommer en afstemning. Men vi kan være med til at afgøre, at der ikke er flertal for patentdomstolen i Folketinget uden en folkeafstemning, siger Kristian Thulesen Dahl.
Den fælles europæiske patentdomstol skal gøre det nemmere for virksomheder at opnå patent på deres opfindelser i hele EU.
Men der skal et flertal til på fem sjettedele i Folketinget, hvis Danmark skal tiltræde domstolen - ellers vil det kræve en folkeafstemning.
Kristian Thulesen Dahl opfordrer regeringen til at "gå fordomsfri ind i forhandlinger om patentdomstolen":
- Det, jeg har forstået, er, at det er meget vigtigt for regeringen, at man får gennemført aftalen om patentdomstolen uden en folkeafstemning.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde